189 lokalet og sparebanken tittet frem og hvor prest og doktor residerte. Men den nye bebyggelse var mere og mere flyttet opover langs Graadals- bækken, hvor der hadde dannet sig en liten gate med beskedne forretninger og butikker. Det forhenværende «Soleglad» var under ny ledelse opstaat som et pent, fordringsløst badehotel, der reklamerte med læseværelse, have og tennisplads. Længer oppe var der flere pensionater og en kine- matograf, som hver aften trak fuldt hus. Der var liv og færdsel i gaterne, paa de mange bænke, som var opsat, saaes bleke og trætte kurgjester, og befolkningen var ikke længer bare henvist til badets røde «lykkebi». MHerredstyret hadde tat affære og bevilget til en egen fast kjørerute, som to gange om dagen underholdt forbindelsen med byen. Men Trostehaugen var den samme. Den samme lille stue med sortmalte render og bjerke- trærne og haven utenfor. Der var kommet en viss velstandsmæssighet over det indre utstyr — det var det hele. Det eneste nye var, at Fabian hadde kjøpt sig hest og skaffet sig en gaardsgut, som sat bak paa karjolen, naar han foretok sin daglige runde hos pensionærene nede i dalen. Fabians skikkelse var blit noget foroverbøiet og lutende, og haaret var graanet, men forøvrig var han det samme egne, fraværende menneske, som han altid hadde været. Hans mor derimot var blit en gammel indskrumpet, sløv kone, som med besvær stavret sig ned fra kammerset oven- 13 — Lie; Mirakeldoktoren.