Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MIT I.IVS EVENTYR
605
sluttede Ungdoms-Veninden, saa viiste eller rørte der
sig aldrig, naar Søvnen kom med Drømme, Noget,
som min Phantasi kunde sætte i Forbindelse med
hende. Den stadige Tanke paa det, der var hændet,
angreb mig saaledes, at en Dag, da jeg gik paa
Gaden, forekom det mig pludseligt, at Husene vare uhyre
Bølger, der rullede mod hverandre. Jeg saae
Bevægelsen, men i samme Øieblik blev jeg i den Grad
forfærdet over mig selv, at jeg med al min Villiekraft
brød denne stadige Tænken paa Et og det Samme;
jeg følte, at det ellers maatte føre til Vanvid. Der
kom en pludselig Ro i mit Sind, en Fortrøstning til
Gud, og Sorgen løste sig i Veemod.
Ingemann skrev til mig:
Sorø d. 19de Oktober 1858.
— »Jo større hiin Sjæl i det lille, svage Legeme
har været, desto lettere har Flugten været fra det
brændende til det slukkende Element og desto friere
Flugten til det store Aanderigets Element, hvori vi
dog først ret skulle drage Aande. Dog, »detdøende
Barns« og »At være eller ikke v æ r e ’ s«
Digter behøver jeg ikke at udmale Lyssiden selv i
det jordiske Undergangs Billede der et Øieblik maa
kunne overvælde os som det Rædsomste. Det har De
selv vist allerede gjort, og har De da tillige givet
Smerten og Kjærligheden Luft i en Afskedssang til
den befriede Aand, saa har Smerten tabt sin Braad,
inden dette lille Brev naaer Dem. Baade min Lucie
og jeg har hjertelig følt og deelt Deres Smerte ved
Tanken og Udmalingen af det sandsynlige indtrufne
Forfærdelige, men vi vide, Gud skee Lov, ogsaa hvor
og hvorledes De vil søge og finde ikke alene Trøst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
