Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mit livs eventyr
125
det til en munter Fest. Jeg følte mig i Uger og
Maaneder ikke skikket til at bestille Noget, al min Tanke
var derovre. Den første Februar lød Telegrammet, at
Tydskerne vare gaaede over Eideren, Fjendtlighederne
begyndte. Ved Ugens Slutning hørtes onde Rygter,
at Dannevirke var opgivet, at General de M e z a
med vore Tropper uden Sværdslag havde forladt
Grændsen og var draget Nordpaa. Jeg troede at drømme
en forfærdelig Drøm; jeg var inderligt bedrøvet,
og Mange, Mange vare som jeg. Larmende
Folkeskarer droge gjennem Gaderne; hvilken Aften,
hvilken Tid! Det var Prøvelsens Dage for os Alle, men
der var overalt den samme Tanke: Fædrelandets
Forsvar og vor tappre Hær. Den syttende Februar gik
Fjenden over Kongeaaen, men endnu havde vi
Dybbøl og Als.
Dronningens Moder, Landgrevinden, døde
netop i denne Tid; det blev af Kongen overdraget
mig at skrive Psalmen, som skulde synges over hendes
Kiste i R o e s k i 1 d e-Domkirke. Nogle Dage derefter
kaldtes jeg til Dronningen, som takkede mig for
Ordene; vi stode ved Vinduet, Musik lød op, det var
Soldater, som droge afsted, over til Hæren for at give
deres Liv og Blod. Store Taarer trængte frem i
Dronningens Øine, Afskedstaarer til Danmarks Sønner.
Forrige Krig havde noget opløftende, der var Seire
og lysende Øieblikke; nu stode vi ene mod
Overmagten, forladte, og havde kun Fortrøstningen:
»Gud kan ydmyge, men løfter igjen!«
Collins Dattersøn, Viggo Drewsen, han,
som jeg havde dandset med paa mine Arme, da han
var Barn, og til hvem jeg havde sunget en af mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
