Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
t4-0
h. c. andersen
ikke Velgjerninger og Venner, men mit Fædreland er
mig som min Moder; hun er og bliver den Første.
Hvor laae dog Alt tungt paa mit Hjerte! jeg leed
og troede ikke, at jeg kunde bære det. Aldrig har
Julen stillet sig saa mørk og tung som i dette Aar.
Ved Aarets Skifte, i Nytaarsnat stod jeg angstfyldt
for, hvad det nye Aar vilde bringe Gud var den
Stormagt, jeg stolede paa; han vilde ikke slippe
Danmark.
1864.
Nytaarsmorgen var det en klingrende Frostdag; jeg
tænkte paa vore Soldater derovre paa Forpost og i de
kolde Barakker. Jeg tænkte: nu slaaer Frosten Bro
over Vandene for Fjenden, og en heel Folkestrøm
vælter mod os. Hvad vil skee? Jeg havde ikke den
styrkende Tro, som besjælede saa Mange i min Omgivelse:
at Dannevirke ikke kunde tages. Jeg vidste jo,
at fra det store Tydskland kunde Jernbanetogene
kaste mod os Soldater som Havet i Storm kaster
Bølger mod Strandbredden. Jeg spurgte en af mine
høihjertede Landsmænd: »Dersom Dannevirke
tages, hvorledes kunne vore Soldater da naae Dybbøl
og Als uden at blive afskaarne.« — »Hvor kan en
dansk Mand spørge om Sligt,« udbrød han, »hvor kan
han have i sin Tanke, at Dannevirke skulde
blive taget!« Saa fast var Troen paa Gud, vor
Stormagt.
Saa godt som hver Dag droge Soldater afsted til
Kamppladsen, unge Mænd, livsglade, freidige som gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
