Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mit livs eventyr
127
som et Echo fra Norges Kyster. Selv voxe gamle
Sange vilde ikke mere komme paa Læben, de klang
som en Skuffelse.
Skal vi ei mere synge igjen
»Danmark deiligst Vang og Vænge!«
Hjertet bløder, synge vi den,
Vinterens Storm har jaget den hen. —
Kommer da ikke en eneste Ven’
Ham har vi ventet saa længe.
Sommeren blæser sin milde Bør,
Hvidtjørnen blomstrer og Gjøgen kukker,
Alt er saa smilende friskt som før.
Fuglene kviddre i vante Humeur,
Hver en Blomst har sin gode Couleur,
Kun Menneskets Hjerte sukker.
Ikke det hjælper, græd selv Du Blod,
Jamre og klage ikke Dig baader,
Det, som skal skee, fra Evighed stod
Skrevet hos ham, som er alviis og god.
Han, som aldrig sin Skabning forlod,
Kongernes Konge, som raader.
Ikke endnu er vort Fartøi et Skrog,
Alle Mand være paa Dækket!
Stykker af Rælingen Søen tog,
Søen slaaer, som den sjeldent slog,
Sprøiter sin Fraade mod Dannebrog,
Gud, hold den uforkrænket!
Aldrig Fortrøstningen heelt veirer hen.
Før brister Hjertet af Sorgen,
Altid Folketroen var den:
Danmark har i Vorherre en Ven,
Holde vi fast, han holder igjen.
Og Solen vil skinne imorgen!
Men ingen Solstraale skinnede. Skibe bragte
Saarede til Kjøbenhavn; de kjørtes eller bares
gjennem Gaderne til Lazaretherne; Nogle døde paa Veien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
