Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
holdet nu, Aarene ere gaaede, burde være et
andet; han tror, det vilde glæde hende at tale
med ham som Ven og at faa Forklaring paa
meget, der maatte være hende en Gaade; men
han føler tillige en dyb Uro ved Tanken om,
at det muligt kunde gøre et for stærkt
Indtryk og ønsker derfor egentlig, at det blev
hende, der henvendte sig til ham: »Vil Gud
lade hende faa den Ide selv at forlange en
Samtale med mig, saa vil jeg vove det.« For
eget Vedkommende erklærer han, at et
broderligt Forhold til hende vilde være ham saare
kært: »O, hvor vilde det glæde mig at tale
med hende, og hvor formildende Ogsaa for
mit Guds-Forhold. I Muligheden er hun mig
svær, i Virkeligheden let.« — »Hvilken Glæde
ogsaa for mig at kunne glæde hende, hun
som dog har lidt saa meget for min Skyld!
Og hvor tungt saaledes bestandig at skulle
vedblive at være grusom.« — »Men vist er
det ogsaa, bemærker han straks efter, »at jeg,
givet hende lidt Trøst, og Gud veed, hvor gerne jeg
vilde, og Gud veed, hvor meget jeg selv trængte til at
formilde mig Sorgen lidt. Men godt var det, at min
Konsekvens sejrede . . . det var grusomt — ja vist var
det grusomt, det var ogsaa grusomt haardt at maatte
gøre det ... Nu derimod (gjorde hun det) med
samlet Sjæl, fordi jeg har stødt fra«. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
