Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
hvis der nu kom et saadant Forhold i Stand,
ubetinget vilde gøre Begyndelsen med at
skænde paa hende. For at hjælpe hende har
jeg fundet mig i — ja, gjort alt for at se ud
som en Skurk i alle andres Øjne. Men
sandelig, hun bærer et stort Ansvar. Det er ikke
hendes Fortjeneste, at jeg ikke formelig bragtes
til Desperation. Og hvor elskelig hun end
var i sin Fortvivlelse, og hvor villig, villig jeg
tilgiver og glemmer, som om det aldrig var
sket: siges skal det dog til hende, dersom
Forholdet skulde komme i Stand, og der skulde
være Sandhed deri.«
Hvad der bidrog til at vedligeholde denne
Stemning hos Kierkegaard var, at Fru
Schlegel, som ogsaa maatte prøve svære Mindelser
fra Forlovelsens bevægede Dage, fra Tid til
anden mødte ham paa de kendte Veje. De
taltes aldrig ved, hilste kun undtagelsesvis paa
hinanden1; men ogsaa uden Ord — kun ved
*) Kort efter at Forlovelsen var hævet, mindes Fru
Schlegel, at hun mødte ham og denne Gang ganske
tilfældigt. Han gik med Kand. Brandt, den senere Præst
ved Vartov, som kendte hende og hilste, hvorfor
Kierkegaard ligeledes hilste. I Øjeblikkets Sindsbevægelse vendte
hun imidlertid Hovedet bort, men kun for bagefter at
føie sig saavel inderlig bedrøvet som skamfuld. — Og
senere fortæller Kierkegaard : »Da hun saa havde forlovet
»Mit Forhold til hende« 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
