Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Bygden, som fik stor Tilslutning og trivedes godt. Endnu er der
mange gamle igjen, som med Vemod mindes de mange glade Minder.
Ogsaa jeg var med, skjønt jeg aldrig har været nogen god Sanger;
jeg manglede Naturgaven. Men jeg var dog med, og jeg forstaar
nu, at det havde en meget stor Indflydelse; Sangen virkede
opfrisk-ende, befrugtende, gav nye Tanker og Ideer og udvidede Synet. Jeg
er derfor af den Mening, at Sangen har en stor Betydning for
Ungdommens Udvikling, og at den burde benyttes mere, end det nu sker.
Det er et stort Tab i kulturel Henseende, naar Sangen forsømmes. I
religios Henseende er Tabet endnu meget større og er omtrent
uerstat-teligt. Vaagner der religiøst Liv, begynder ogsaa Sangens Toner at
lyde; hvor der raader aandelig Død, lyder der ingen Sang. Noget
af det sørgeligste, jeg kan se, er en Menighed, som sidder slev og
kold og uden Salmebog i Guds Hus. Man behøver ikke at spørge
om Grunden. — For mig har Sangen baade i religiøs og i rent
folkelig Retning havt en meget stor Betydning, som stadig har
til-taget i Aarenes Løb. Mine bedste Stunder har jeg gjerne oplevet,
naar jeg har deltaget i Salmesangen — stundom naar jeg for mig
selv har nedsænket mig i de gamle aandsfyldte Salmer. Hvad en
Salme som: «Jesu, din søde Forening at smage" eller «No veit eg
visst, Herre Jesus Krist" — har været for mig, vil Evigheden
engang aabenbare.
Jeg nævner dette, fordi jeg saa gjerne vilde opmuntre alle unge
til at synge. Brug Sangens Gave; du vil aldrig angre derpaa!
I 2 Aar vedblev jeg at være hjemme efter Konfirmationen og
deltage i alt forefaldende Arbeide. Men min Hu stod til at komme ud.
«Ud vil jeg, ud, o saa langt, langt, langt", det klang i min Sjæl. Det
var kun Midler, som fattedes. Mit Mål stod klart for mig, havde
fra Barneaarene staaet klart. Jeg maatte og vilde drikke af
Viden-skabens uudtømmelige Kilde, og jeg nærede en ubegrændset Tiltro
til denne Kildes Rigdom og Evne til at tilfredsstille Sjælens levende
Begjær. Kun lidet forstod jeg dengang, hvad jeg siden lærte, at
denne Videnskab for en stor Del var en Skuffelse. Men som sagt,
nu maatte jeg ud.
I 1862 vilde Far, at jeg skulde reise paa Seminariet i Klæbu.
Skjønt jeg vidste med mig selv, at jeg ikke vilde være Lærer, men at
jeg vilde gaa den studerende Bane, samtykkede jeg, for ad denne
Vei at komme til Maalet.
Det var i 1862 i August Maaned, at jeg for første Gang paa egen
Haand drog ud i Verden. Det føltes saa underligt at sige Barndoms-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
