Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Saa skrev jeg til Sagføreren og fremholdt, at Sagen var anlagt
paa en feilagtig Basis, nemlig paa Eiendomsret istedetfor Brugsret,
og at derfor Processen ikke vilde føre til noget. Det vilde han
naturligvis ikke høre Tale om, og heller ikke Dommerne; men det gik da
saa, at jeg fik Ret i min Paastand. Underretten havde endelig fældt
Dom og tilkjendt Eidfjord Strækningen som Eiendom. Men
Høieste-ret sagde noget andet; den var enig med mig, og Processen blev til
en Tvist om Brugsretten, hvor Ullensvang vandt. Men dette skede
først flere Aar senere.
Det rygtedes nok, at jeg havde fremsat den Paastand, at Vidden
var eller ialfald havde været Kongens Almenning. Stølsbrugerne
blev opskræmt og blev nok saa forbitrede over, at jeg vilde være
med at tage deres Eiendomme fra dem; men jeg trøstede dem med,
at de kunde sidde trygt og rolig. Saa langt fra at ville berøve dem
deres Rettigheder, var det min Opgave netop at styrke deres
Rettig-heder. Som Tingene havde begyndt at udvikle sig i den sidste Tid,
vilde Bønderne snart miste sine Herligheder. Rigmænd havde
begyndt at opkjøbe gamle Støler for at lægge dem ud til Jagtmarker
eller til Fiskebrug. Efterhaanden begyndte man at forstaa dette, og
man sluttede sig til min Opfatning.
Men Fjeldsagen i Hardanger drog vigtige Konsekvenser efter
sig. Departementet (Landbrugsdepartementet) begyndte at faa Øinene
op for, at der var en Fare, soin truede offentlige Interesser. Tidligere
havde Regjeringen eller Departementet bestandig afslaaet at gjøre
noget for at raade Bod paa de fortvilede Forholde, som raadede paa
Vidden, hvad Grændser og Brug angaar. Det svaredes, at Staten
ingen Interesse havde af Vidden, og Bønderne kunde ordne sig, som
de selv bedst forstod. Men nu begyndte man at ane, at Staten nok
kunde faa Interesser at varetage. Hvem eier de store Vande paa
Vidden, som kan blive rige Kraftkilder? Hvem eier Elvene og
Fossene? Spekulanter var kommet og havde begyndt at kjøbe dem for
en ganske ringe Sum af Bønder, som paastod at eie dem uden at have
noget lovligt Hjemmelsbrev derpaa. Tysse i Odda var solgt, og det
store Ringedalsvand. Snart vilde Turen ogsaa komme til den store
og berømte Skjæggedalsfos, Kirtso i Kinsarvik var blevet udbudt
til Salg med sine Vande og alle sine Fosse, en af de største
Kraftkilder paa Vestlandet. Jo, der kunde nok være Grund til, at
Departementet begyndte at tænke sig om.
Sommeren 1907 hændte der noget, som blev af stor Betydning for
mig. En Dag stod der paa mit Kontor en fremmed Mand, som præ-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
