Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maatte ofte tænke paa mit eget Folk. Det forekom mig, som om vi
i denne Henseende stod langt tilbage.
Da jeg forlod England, talte jeg Landets Sprog med Lethed og
behøvede ikke mere at tænke paa, hvad en Sætning paa Norsk hed
paa Engelsk. Først naar man er kommet saa langt, at man tænker
paa det fremmede Sprog, har man tilegnet sig dette, hvori dog ikke
ligger, at man kjender alle Ord og Udtryk. Det gjør ingen. Det er
kanske ingen Engelskmand engang, som gjor det. I Virkeligheden
er det kun et meget ringe Antal Ord og Vendinger, som bruges
almindelig i det daglige Liv, og kan man dem, greier man sig meget
godt.
[Reisebrev:
1. RE1SEMINDER FRA ENGLAND 1892
(Bergens Aftenblad 11., 15. og 22. November 1892.)
Over Nordseen.
Endelig kom Aftenen, da vi skulde sige Norge Farvel for en kort
Tid. Det regnede saaledes, da vi gik ombord paa «Eldorado", som om
Himmelens Sluser var aabnede, og selv i den mindeværdige Sommer
1892 og i Regnbyen Bergen var det meget mere end almindeligt. Den
ene vaade Skikkelse efter den anden kom styrtende ombord, mens Vandet
strømmede ned af ham, og det ene Udbrud kraftigere end det andet lød
over Regnet i Almindelighed og Bergens i Særdeleshed. Det var kullende
mørkt, da vi stod ud over Byfjorden, og enhver var glad ved at finde sin
Køi; det var bedst at komme sig til Hvile snarest muligt. Det varede
ikke længe, saa vaagnede vi igjen; vi var nok ude paa den store
Blaa-myr, lod det til; Skibet rullede og hev sig, det knagede og gav sig, syntes
det, i alle Sammenføininger; man hørte ynkelig Stønnen her og der i
Krogene og en velbekjendt Lyd, der lod formode, at der var mange, som
ikke befandt sig ganske vel. Saa var der en liden Blund, til en mere end
almindelig Ramlen eller Hivning kaldte en tilbage til Virkeligheden.
Saaledes henløb da Natten, lang og tung, og Morgenen oprandt med
taale-ligt Veir. Men gamle Norge var sunket i Havet, og rundt om os saa vi
kun de mægtige Skymasser rullende frem i de forskjelligste Skikkelser.
Lang og ensformig var Dagen paa Havet; paa Dæk og i Salon var der
yderst faa Reisende at se, en enkelt Seiler nu og da var det eneste, der
gav en liden Afvexling i Ensformigheden. Den anden Nat var lig den
første, lang og uhyggelig. Endelig oprandt dog Morgenen; Veiret var
nu meget bedre og blev stedse bedre og bedre, og alt flere og flere blege
Ansigter tittede frem, altsom vi nærmede os den engelske Kyst. Det
begyndte nu at blive uhyre livligt omkring os, den ene Damper efter den
anden krydsede vor Vei; det ene Seilskib efter det andet passeredes; vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
