Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Turistliv har befundet mig’ allerbedst. Jeg vil ikke dermed sige noget
nedsættende om vore Hoteller; men der er adskillig Forskjel paa dem
og paa de nævnte Steder: de har gammel, god Tradition at bygge paa.
Hotellerne, Sanatorierne og Fjeldstuerne i Gudbrandsdalen udmerker
sig ved godt Stel og rimelige Priser. Hotellerne paa Vestlandet har
høiere Priser, og Stellet staar ogsaa ofte tilbage. Hvad Grunden er
hertil, skal jeg ikke undersøge; men at det er saa, tror jeg ikke, at
nogen vil negte, som kjender Forholdene af Erfaring.]
Som det vil sees, havde jeg faaet Anledning til at se meget af vort
Land. Der var ingen storre Landsdel, hvor jeg ikke havde været
Ingen vil vel forundre sig over, at jeg, som havde seet saa meget af
vort Land, ogsaa omfattede det med Kjærlighed. Det har jeg gjort
og gjør det endnu; jeg tilstaar det uden at skamme mig. Derfor er
det nu i mit Livs Aften, da Solen gaar ned, saa usigelig smerteligt
at se, at en stor Del af vore Landsmænd, vore Brødre, foragter det
og gjerne forraader det; de erklærer rent ud, at de intet Fædreland
har, og at de foretrækker Rusland for Norge. Men endda værre synes
det mig, at den-største Del af vort Folk staar aldeles ligegyldige
overfor Stillingen; det synes dem ligegyldigt, hvem som styrer, og
hvor det fører hen. Vi staar — synes det mig — ved Randen af en
Afgrund og maa nødvendigvis styrte ned i den, naar man intet vil
agte paa Varselraabene.
Det ser ud til, at vort Land vil friste den samme Skjæbne nu,
som det led ved Middelalderens Slutning, ja en meget værre.
Man kommer ikke til at synge den vakre Salme af Blix om «det
Folk, som frægt vil vera", og man vil ikke længer bede med ham:
«Gud, lad dit Ord daa fylla
kvar Heim fra Fjell til Strand
og med sit Ljos faa gylla
vaart fagre Fedraland."
Det er min Bøn fremdeles, som det har været.
Det vårede flere Aar, førend jeg atter kom udenfor Fædrelandets
Grændser. Jeg indskrænkede mig væsentlig til Hardangervidden,
Telemarken og Sætersdalen.
Saa kom i 1913 min Hustrus Død og min Afsked fra Ullensvang,
hvorom jeg senere skal fortælle. Jeg saa klart, at det var Guds Vilje,
at jeg skulde gaa — alle Udveie stængtes for mig. Det vil forstaaes af
enhver, hvorledes min Sindstilstand da var; det var den tungeste Tid
i mit Liv, og jeg tænkte, at jeg aldrig vilde kunne finde nogen Virk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
