Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
-23 -
hun med. Anine, fars søster, gik til og fra.
Hun var kar for at klare alle stemninger og følel*
ser uten at la sig rokke. Det, som skulde gjøres,
det skulde gjøres. Svak var hun legemlig; men
hun tvang sig til at leve i mange aar efter, at
alle mente, at hun maatte dø. Hun laa tilslut
næsten evig tilsengs i et rum mot gaarden — siden,
da hun og farmor var alene. Men fra det væ=
reiset regjerte hun huset mellem hosteattakkene.
Hendes stok hamret i gulvet, og da maatte
de ind til hende. Og sint kunde hun være og
ikke synderlig sentimental. Hendes øine var vakre,
og de tindret, naar hun talte. Og hun kunde
snakke sig varm, saa syk hun var. Selv var hun
styg med sterkt underbit — et slegtsmerke fra
Nordraakerne. Ingen uten far hadde hun respekt
for efter farfars død.
«Han er stor Bjørnstjerne, skal jeg si dig, gut;
for han vet, hvad han v i 1.»
Hans digtning hørte jeg hende aldrig tale om.
Farmor og hun var litet i slegt med hverandre.
Anine syntes, hun nærmest var sat til at passe
paa farmor. Jeg er sikker paa, at denne «opgave»
holdt liv i hende.
«Er det no alvor i slikt at ta alting saa let*
vint?» Denne underlige sætning kom hun ofte
med til mig om farmor. — «Det er saa mye tøis
mellem folk, og min mor, hun maa prate sig bort
med dem sent og tidlig. Jeg liker dem ikke.
Jeg liker faa folk. Bli en kar, gut. — Din far
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
