Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 22 -
Og da hørte vi hans stemme — saavidt:
«Elisa — nu ser jeg David. Hører du Elisa?»
Det blev hans sidste ord.
Far tok mig med for at vise mig ham som
død.
«Det alvor, det gir dig, skal du ta med i livet,»
sa han til mig.
Og jeg saa den uhyre kiste i det lille værelse.
Alt andet blev til ingenting der inde. Jeg hadde
altid syntes, at farfar var saa altfor stor til de
smaa rum. Nu stod kisten der, vældig mørk og
truende uten lok. Den hvite prestekrave hadde
han omkring halsen. Et hode av marmor, som
laa paa et fat. Hænderne var gule og uhyg*
gelig døde. Og prestekjolen sortere end kisten;
hver fold var som hugget i sten. Jeg graat,
syntes jeg, over den farfar, jeg hadde mistet,
ikke over det livløse, som var lagt i en mørk
kiste. Døden hadde ikke sat noget merke paa
ham, mens han levet. Han saa frisk og sterk
ut til det sidste — derfor følte jeg den døde som
noget overnaturlig fremmed. Var det, som laa
der blit til liv igjen, maatte det blit til en anden,
syntes jeg, end den farfar, jeg hadde kjendt.
Min farmor var gaat tilsengs i værelset
ved siden av. Hun orket ikke at overvære
noget av alt det, som skulde ske. Hun laa paa
ryggen med foldede hænder, blek som døden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
