Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 203 -
Rom. Vi var da stilfærdig hjemme med en del
venner. Mor hadde op gjennem aarene en liten
kasse, hvor hun gjemte alt det, som juletræet
skulde bære. Den fulgte med helt ned til Rom.
Der laa røde hjerter og gylden frugt. Og jule*
træets stjerne. Og hvergang de hang der, alle
de kjendte tingene mellem lysene, var de like
ny, som hver julekveld var det. Mors vesle træ*
kasse fik sin pene tale av far den første Romer*
julekveld. Jeg husker ganske godt, hvad han
sa. Og slik han sa det. Stilfærdig og varmt
som altid ved slike anledninger:
«Kjære Karoline, du har igjen tat op dit lille
eventyrskrin. Naar al stasen ligger nede i det,
saa ser det hele ut, som det var forloren pynt
og ruskomsnusk. Slik som vore længsler og
drømme ofte tar sig ut i det daglige slit. Sindet
er ikke altid oplagt til at feste eller føie glæde
ved det. Men det gjælder at bevare, hvad vi
fandt inde i os selv i de store øieblikke. I dem
er livets skjønneste sandheter opbevaret. For
det er ikke altid slik, at idealerne svæver i
luften, og det daglige traak er det egentlige i
livet. Nei, vi glemmer ofte os selv mest i de
tusinde træge smaating, vi m a a gjøre, glemmer
vort hjertelag, vore gode intentioner og staar
saa halvt genert i de festlige stunder, fordi vi
kjender næsten ikke os selv igjen, husker ikke
altid, at vi kan bli saa følsomme, saa vare, saa
fvldt med glæde. Det lille skrinet dit, kjære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
