Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lavere og glider ud i Egepur og Gyvel; det er
Skovgrænsen imod Vest.
Nu bliver der efterhaanden langt mellem
Vaaningerne; der skal store Arealer til, for at
en Familie kan bjærge Føden. Men
Kæmpehøjene bliver talrigere og talrigere! Det er
Heden.
Det knappe og tørre i Naturen har præget
Ansigterne! De er skarpskaarne, Munden lukket
i et fast Bid, hele Ansigtet ofte haardt knyttet
som rynkede Bryn. Ingen blød Hud og buttede
Kinder, men senede, knudede Kæber, som kan
tygge det haarde Brød, og skorpet Hud, som
kan staa for Vestenvindens skarpe Svøbeslag.
Der er mindre Smil, mindre Godmodighed,
men langt mere Karakter. Det Folk, der bygger
herude i det magre Vestland, har Jærn i Blodet
og Staal i Senerne.
Midt imellem Øst og Vest, inden om
Skovgrænsen, lever en Befolkning, som i sig har
baade Østens bløde og Vestens skarpe
Elementer. Her, hvor Ler og Sand med vekslende
Held kæmper om Overfladen, og hvor det
strænge Slid giver et jævnt Resultat, findes
Ødselhed og karrig Paapasselighed Side om
Side i samme Person; her trives Østboens
Hang til store Gilder og god Mad blandet
med Vestboens Nøjsomhed og altid aarvaagne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
