Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
hele Tiden, imod den blaa Himmel, imod
Vejens hvide Støv — de nikkede og smilede.
Og han gik videre, smed sig og gik igen
uden noget Maal eller Med, men i en bestemt
Retning, til han stod ved deres Køretøj. Dér
lagde han sig og tænkte paa deres Hilsen,
tænkte ikke paa andet hele Dagen, saa dem
nikke og smile sig i Møde bestandig.
Og saa deres Venlighed paa Hjemvejen —
der var nok til at glæde sig over i mange
Dage. Men Lykken gjorde ham fordringsfuld,
og naar de gik nede i Haven eller forlod
Huset for at tage Del i Høsten og glemte at
se op, gjorde han en lille Støj, og de saa op
og nikkede.
Frøken Helga hilsede hyppigst, eller han
lagde mest Mærke til hendes Hilsen. Den
foresvævede ham Dag og Nat, og i hans trange
Hjærne arbejdede det —: Mesteren var Kærest
med en rig Gaardmandsenke! Og Degne-
datteren Nord for Mosen havde taget en simpel
Tjenestekarl ind gennem Vinduet! Og nu var
man selv snart Svend, Mester sagde det saa
ofte. »Jørgen, det er fikst«, sagde han, »Vvi
kan snart begynde at sy nyt nu.« Hvorfor
nikkede Frøkenen bestandig til ham? Hvorfor
vel? — hun elskede ham simpelt hen.
Denne Tanke blev snart fuld Vished for
En Moder i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
