Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
men det kæreste af dem alle var det, hvor
han saa sig selv som Præst i et godt Kald,
med sin trofaste Hustru ved Siden og omgivet
af en god og føjelig Hjord, der erlagde sit
Offer ved Højtiderne og nu og da sendte smaa
Ladninger Fjerkræ og Æg op til Præstegaarden.
Han saa de enfoldige, skikkelige Ansigter for
sig, hvorledes de hang ved hans Læber, naar
han om Søndagen stod paa Prækestolen, for
at opfange hvert Ord og gengive det til dem,
der maatte blive hjemme fra Kirke. Og hans
Hjærte begyndte at slaa varmt for disse Men-
nesker, han følte et brændende Ønske i sig
om at faa Lykke til at blive noget for dem.
Men Teologien var en træls Vej til Maalet.
Alle disse tørre, aarelange Studier kunde tage
Vejret fra selv den modigste; og saa skød de
i Almindelighed saa fuldstændig fejl. Selv den
mest haabefulde og nidkære Yngling maatte
blive flad og kedelig efter at have terpet alle
disse Dogmer. Livserfaringen fraregnet saa
talte han rimeligvis saa godt nu, som han
nogensinde vilde komme til, og Livserfaring
vandt man ikke ved at studere døde Sprog
men ved at omgaas levende Mennesker. Man
kunde altsaa i heldigste Tilfælde sige, at Teo-
logien ikke skadede den fremtidige Forkynder
af Ordet; og han kunde derfor helt slutte sig
92
|
Een
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
