Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"ROR FO NS Eg VEÆASGER
189
kildrende Fornemmelse. Ude paa et enligt
Havrestraa sad en Gulspurv og gyngede. En
Stær lod noget hvidt falde lige foran hende,
den steg og dalede i et Par lange Buer, og
Solen glinsede i dens graa og blaa Metalfarver.
Saa fortsatte den i en lige Linie ad Hegnet til.
Hvem der kunde flyve — rigtig hænge
stille paa Vingerne i den bløde Luft og kigge
ned. Saa vilde hun flyve op og sætte sig i
Linden og se efter, hvad Hr. Halvor bestilte.
At han ogsaa gad sidde deroppe i saadant
Vejr og læse eller lave Vers — i Stedet for at
komme ned. Hun brød sig ikke om hans
Vers heller, de lød lige som alle andre, saadan
abbe-babbe, ikke-dikke, som naar smaa Børn
taler. Men de var for Resten vist meget gode,
for Moderen roste dem, og naar han læste,
saa hun altid ud, som om hun var i Kirke.
Han var deroppe, for hun kunde høre ham
skrabe med Stolen, naar han rejste sig for at
spytte. — Mænd spyttede nu altid, det maatte
være Kræfterne. — — Han var da heller ikke
Spor af høflig, han vidste godt, at hun var
alene hjemme og gik og kedede sig. —
Nu sad han vel saadan med Haanden
puttet ind i Lokkerne og digtede eller tænkte
paa noget kønt — for han tænkte altid paa
noget kønt. Hun kunde tydelig se hans Nakke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
