Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udmærket,« lo Kamilla. »Per Løken f. eks. eller Knap
vil hun aldrig kysse. De er så »ekle«
allesammen, påstår hun.«
Valdemar keg på sit uhr. Klokken var tolv.
»Farvel da,« sagde Kamilla og holdt hans
hånd i sin uden at slippe den. »Tak for iaften!
Lørdag vil jeg ikke be Dem om at komme
igen, for da har jeg modtagelse, og jeg
indbilder mig, at De ikke trives mellem alle disse
fremmede. . . . Men de andre aftener i ugen
er jeg hjemme for Dem — for Dem alene. . . .«
Hun så i det samme på ham — og, dette
blik! — å, det var i sin ildfuldhed ligesom en
erklæring. Det lod en sitren, iskold og dog
glødende, løbe ned ad hans rygrad — —
Hun fulgte ham til døren, lod denne stå
åben, gik så tilbage i salonen og lyttede efter
hans fodtrin. Han gik sagte, ligesom
famlende ned trappen, så lød hans skridt
knirkende i sneen på gårdspladsen, tilslut døde
de hen ude på landeveien.
Da hun var alene, tendte hun sig en
cigaret, åbnede sit snevre tricot-liv for at ha’ det
mageligt, og strakte sig så røgende, i hele sin
længde, på sofaen. Den ene røg-sky efter den
anden hvirvledes op mod taget, mens hun
drgmte om, hvad der var passeret denne
aften.
Det havde gjort et ubehageligt, nesten
smerteligt indtryk på hende, at Valdemar talte om
sin snare bortreise. »Hvorfor?« spurgte hun sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
