Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om en øm erklæring . .. Ord behøvedes ikke
mere mellem os . .. Ofte fornærmede jeg Dem
— Undertiden gjorde jeg det forsætlig, jeg
tilstår det, jeg fandt en grusom glæde deri,
jeg vilde prøve Dem, hvormeget Deres godhed
for mig kunde bære, jeg vilde se Dem lide og
beruse mig i disse lidelser — men De ikke
alene tilgav mig, men De gik videre — å, det
var synd af Dem! — De smilte til mig, De
var lutter ømhed og spøg ... Jeg måtte
jo bringes på vildspor og tro, at De udmærkede
mig — fremfor de andre ... Og min digtning,
den, som De nu ringeagter, hvor hævede De
den ikke engang til skyerne ... Det var,
»hvad tiden kræver«, sa’ De, »en naturalisme,
der henrev, fordi den var så ægte, så sand.
Engang kaldte De mig spøgende for Deres lille
Zola ... Å, jeg husker alt — alt, som De
har glemt eller vil glemme ... Hvert ord
står som spigret fast herinde ... Og De tog
imod mine små foræringer ... Jeg har jo
billetter fra Deres hånd, hvori De i overdrevne
ord takker mig ... Husker De, hvor glad
De blev over det lille cigaret-mundstykke af
sølv, som jeg gav Dem? De røg deraf hele
aftenen, De sagde, at De »indviede« det, De
kaldte det »yndigt, nydeligtt, — men hvad
De ikke ved er, at jeg sultede en hel uge
efter . . . Mine sidste skillinger var gået med
til det.«
Kamilla, der havde stået ubevægelig, vendte
sig pludselig om fra vinduet, løb hen til det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
