Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
det altid med sagte Fart — til det atter lysner —
i Vaaren.
Men saa maa man tænde Livets alle Lamper
for at holde det ut!
Ja, det er sandt! Hr. Strand? syns De ikke
ogsaa, at vi maa være forfærdelig snilde mot
hverandre, vi da, vi norske, og som reiser i samme
Kupé!
Snilde? Vi? sa Even og kom i en munter
Latter. Xu har vi netop Neb og Klør i hverandre!
Ak ja — denne Politikken.
Og i en helt sorgfuld Tone og vendt mot Even:
Jeg er — undskyldt i dette, med Deres Ven.
Vi maa da ha Lov til at være unge mot
hverandre — uten at —.
Aa, det var saa godt før, saa blev det saa vondt!
For os begge.
Han tænkte: Nu vil hun helst være alene —
med Brevet, og reiste sig for at si Farvel.
Men da hun sat urørlig, satte han sig att.
Hun skulde snart reise hjem, fornye
Bekjendt-skapet med Forældrene, høre paa gamle og nye
Planer for hendes Fremtid. Even vilde heller ikke
bli længe i Paris, en gammel Hjemvé drog ham
ut mot Normandiet.
Da saa hun i stigende Smil ret paa Even; saa
snudde hun mot Pladsen og sa: Hjemvé maa
være — være saa deiligt! Jeg mener, det var, det
lød saa pent —.
De reiste sig. for han sa adjø. Hun stod mot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
