Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
Vinduet, og hele hendes Figur fik et svakt Skjær
i Konturen.
Ansigt og Uttryk kunde ikke skjelnes, men hun saa
vist ned, da hun sa: jeg —jeg er bare ikke no’ tæss.
Han blev rørt over det barnagtige, forsagte —
det var Tilstaaelse og Selvanklage.
Og han vaaget trykke hendes Haand litt fastere,
men hun besvarte det ikke.
Det græmmet ham, der han gik hjemover. Nei!
naturligvis! han var og forblev Tosk. Man
trykker ikke orntlie Damer saa’n i Haanden. Nei!
Men sa hun da ikke, at vi maatte ha Lov til
at være unge mot hverandre? Og det var da for
en Svingende baade at være medlidende og snilde?
Fine Damer er sgu no’ Pak! jeg skal nok passe
mig. Men likevel, hun var saa superb der i
Skumringen.
Agnes Hoff stod ved den tændte Lampe, med
det uaapnede Brev i Haanden. Det var tungt,
kanske paa tre fire Ark, Masser av greie, svarte
Ord. Naturligvis —
Nei!
Hun rev det istykker, for at det bedre kunde
brænde, la dem omhyglig paa Kaminristen og satte
en Fyrstikke til.
Saa blev hun staaende og stirre mot den
blek-grønne Lampeskjærm, men hun saa bare den
mørkstammede Allé, som tætnet op mot det hvite
gamle Herresæte Hoffstad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
