Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
var forbi, og Erik og Even gik over til
Skaus-nadden, til en snebar Flek. Der stod Stubben
efter den digre Kluftefuruen, de satte sig og snakket
sammen. Even sørget rent over, at Furuen var
fældt. Dens mørke Krone hadde været saadan
Hvile for Øiet, naar han hadde stirret sig træt
paa de blaanende Fjeld i Nord. Men trehundrede
Mil bakenfor disse maatte Prinsen endda gaa for
at finde Guldfuglen. Faren hadde maattet ta det
gamle Træet til en Brøtningsbaat — det blev den
sidste, han gjorde.
Ja her paa Bakken sat han ifjor Sommer, jeg
kom hjem for at lye til ham, sa Erik. Det var
Søndag, men ingen hjemme. Jo saa sat han her
liten og krum i sin nye blaa Busserul og svingte
Kjæppen mellem Knærne. Han snudde ikke
Hodet, endda jeg kom saa nær paa ham. Jeg hilste
Goddag. Hm? sa han og saa op som paa en
Fremmed. Aa! det er dig, jeg dømmes mer og
mer paa Synet.
Og de talte videre om, hvor faamælt og
indesluttet han var. For Eksempel da Even kom
hjem efter sit første Ophold utenlands, hadde
Faren stængt Møllen og gik smilende blid i Stuen,
men fik ikke sagt noget og gik urolig om, stilte
sig av og til ved Ovnen som for at varme sig,
skjønt det var høi Sommer.
Saa griper han pludselig fat i Stueklokken,
trækker den op, og indi Urverkets Dur og Larm
sier han: Det var sandelig Moro, Even, og se dig att!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
