Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
253
Han hadde gjort sit bedste.
Talens Kraft hadde vist steget, Prestens rene,
karakterfulde Profil stod høiere, mens Kvinderne
sank sammen i mild Graat.
For der var dyp Nat over Livets stormfulde
Hav, hvori de elendige kjæmpet mot Bølgerne,
efter sit selvforskyldte Skibbrud–––
et gysende Gry —• det dæmret mot Dommedag,
skumret mot evig Fortapelse!
Tømmervæggen var utæt, saa lyse Solstrimer
gik langs Lakenvæggen, og Even kjendte att det
Hul, hvori de brukte at balancere Kornsoldet i
Træskningen om Vinteren.
Talen kom nu hviskende med de Frelste — og
stanset i den trygge Naadens Havn. Amen.
Erik, den ældste Søn, var en sterktbygget Mand
med et roligt, værdigt Ansigt, som ikke røbet
noget. Bare hans Hænder, som holdt Boken,
skalv, da han med høi Røst istemte «Bedre kan
ikke fare».
Saa bares Kisten ut, dækket av de skjønneste
Blomster og Baand. De rørte sig litt for en svak
Solgangsvind.
Even turde ikke si et hørligt Ord, for han var
fyldt til Randen av Taksigelse til de mange
Hytter og Hus, som med Glæde hadde ribbet sin
Vinduspryd og i Hjertets rene Enfold sendte den
som sidste Hilsen til den gamle Møller Hans
Eriksen Stranna.
Middagen efter Hjemkomsten fra Kirkegaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
