Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Biografiske Skizzer.
123
efter Midnat. Da de endelig havde
fjærnet sig gik vi ind i Huset og sang
Lovsange for Herren, og vi fölte os
overordentlig glade fordi vi vare agtede
værdige til at blive forfulgte for Jesu
Navns Skyld. Da vi fölte en
brændende Nidkjærhed for at Alle skulle
höre Vidnesbyrdet, gik Andersen og
jeg hver sin Vej, idet han rejste mod
Syd og jeg mod Nord. Jeg besögte
mange af mine Slægtninge og Venner,
som med Glæde lyttede til mit
Vidnesbyrd, og flere af dem bleve siden
trofaste Medlemmer af Guds Rige. En
Dag, da jeg var paa Vejen til min
Faders Hjem, blev jeg, uden at vide
hvorfor, paavirket af en vis Indflydelse til
at skynde mig af alle Kræfter. Jeg
var dog aldrig saa snart kommen
indenfor Dören förend jeg opdagede
Aarsagen. Min Broder Jörgen Peter
var nemlig bleven angrebet af en ond
Aand, under hvis Virkning han rystede
uafladeligt paa hele sit Legeme, og min
Moder var meget bedrövet derover.
Jeg stod en Tid og betragtede ham
nöje samt tænkte paa, hvad Aarsagen
muligvis kunde være til denne
uhyggelige Tildragelse. Det forekom mig dog,
at han maatte have forsyndet sig i en
eller anden Retning og derved givet
den Onde Lejlighed til at angribe sig.
Efter en kort Samtale bekjendte han,
at da Præsten havde spurgt ham, om
han var bleven döbt, havde han svaret
nej. Jeg gav ham nu en lille
Irettesættelse, hvorpaa jeg, som allerede var
bleven ordineret til Ældste, lagde mine
Hænder paa hans Hoved og böd den
Onde i Jesu Navn at forlade ham,hvilket
virkelig skete i samme Öjeblik. Ved
saaledes at se Guds Kraft tilkjendegivet,
ligesom i gamle Dage, blev vor Glæde
meget stor. Herren tilkommer Æren
derfor.
Jeg fortsatte derpaa min Virksomhed
med stort Held og blev et Redskab i
Guds Haand til at bringe Mange til
Sandhedens Erkjendelse. En Dag da
jeg spadserede ad Landevejen mellem
Nyborg og Svendborg hörte jeg tæt
ved min Side en Stemme, som efter
at have kaldt mig ved Navn sagde:
„Hvorledes tör Du vove at sige: Med
Fuldmagt fra Jesus Kristus, naar Du
döber." Denne Röst havde en
forunderlig Virkning paa mig, men efter at
jeg havde bedet oprigtigt til Herren kom
mine Tanker til at dvæle ved Synet,
som jeg havde havt, og jeg blev
overbevist om, at Fremgangsmaaden med
Hensyn til Daaben var fuldkommen
rigtig.
Den 16de Marts organiserede jeg
den förste Gren af Kirken paa Fyen
under Navn af Tröstrup-Korups Gren.
Jeg var allerede tidligere af Præst Chr.
Larsen bleven beskikket til Forstander
for samme.
Det faldt ogsaa i min Lod i
Begyndelsen af 1852 at blive den förste
Forkynder af det glade Budskab paa Öen
Taasinge, hvor jeg afholdt adskillige
Forsamlinger og döbte Flere. En af
mine Forsamlinger, som jeg d. 17de
Maj afholdt i Troense Skole,
overværedes af Præsten, Skolelæreren og
næsten hele Byens Befolkning, men
Herrens Aand stod mig bi, saa at jeg i
al Rolighed blev i Stand til at aflægge
et godt Vidnesbyrd. Den fölgende
Dag döbte jeg de to förste Personer
paa Öen. Senere blev jeg indbudt til
at prædike paa det bekjendte
Valdemars Slot,hvor Herremanden behandlede
mig meget venligt og indgav endog sit
Navn som Abonnent paa „Skandinaviens
Stjerne." Siden blev han dog
forhærdet imod Sandheden og forböd Folket
at huse mig. Jeg gik i Skoven og
fastede og bad for Folket, men da jeg
senere konTtil Troense, vare alle Döre
lukkede for mig, hvorover jeg fölte mig
meget bedrövet, men Herrens Aand
tröstede min Sjæl og syntes at sige,
at Dagen skulde komme, da denne Öes
Beboere skulde vide, at jeg var et
Guds Sendebud, sendt til dem med
det frelsende Budskab. I Forening med
Ældste Andersen besögte jeg ogsaa
Thorö, hvor vi afholdt en stor
Forsamling i en Kro, og Folket fandt en
saadan Behag i vor Prædiken, at de
ön-skede at beskikke os til deres Præster,
men da jeg en Tid efter aflagde Öen et
Besög alene, blev jeg landsforvist af
Sognefogden. Dette skele i Juni
Maaned 1852.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
