Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Planeten Mars og Planetoiderne.
119
indtil Nærværende har man opdaget
mellem 2 a 300. I Begj’ndelsen gav
man Planetoiderne et Tegn ; men da
Antallet af nyopdagede Planetoider
tiltog stærkt, blev man enig om, ikke
fremtidig at anvende noget særegent
Tegn, men kun at numerere
Planetoiderne i den Rækkefølge, som de
bleve opdagede.
Beregnet efter deres Middelafstand
fra Solen er Flo r a , den 8de af
Planetoiderne, som blev opdaget, Solen
nærmest og Camilla længst borte
Ö O
derfra. Hins Middelafstand er 43J,
dennes 76 Millioner Mil. Flora kan
nærme sig Mars indtil næsten 4
Millioner Mil, og Camilla kan komme
Jupiter nær paa omtrent 15
Millioner Mil.
Planetoidernes Baner afvige i
Almindelighed betydeligt fra
Cirkelformen, og de ere alle, ligesom de
større Planeter, retløbende, for saa
vidt man kun tager Hensyn til deres
virkelige og ikke til deres
tilsyneladende Bevægelse; og hvis man
tænkte sig henliyttet til Solen, vilde
man bemærke en uafbrudt Bevægelse
fra Vest til Øst saavel af
Planetoiderne som af Planeterne. De have
en Middelhastighed af 2 a 3 Mil i
Sekundet, i Forhold til deres større
eller mindre Afstand fra Solen.
Deres Omløbstider variere mellem 3 og
7 Aar.
Planetoiderne ere meget smaa, den
størstes, nemlig Vestas Diameter
er 50 Mil, He stias kun 3} Mil.
Bestemmelse af Planetoidernes
Størrelse sker ikke ved Udmaaling af
Vinkler, men ved at maale
Lysstyrken i Forhold til Afstanden fra
Jorden. Selv i de stærkeste Kikkerter
vise Planetoiderne sig kun som
Lyspunkter, ikke som Skiver, med
Undtagelse af Vesta, Ceres og Pallas,
som under overordentlig gunstige
Omstændigheder vise en meget lille
Skive.
Planetoiderne kjendes ikke paa
de-des Form eller Lysstyrke, men kun
paa deres Bevægelser mellem
Fix-stjernerne. Naar de nærme sig Mars
eller Jupiter, saa afvige de fra deres
Bane, men have selv ikke nogen
kjendelig Indvirkning paa de større
Planeters Løb. Man antager, at
Massen af samtlige Planetoider næppe
udgjør en Hundrededel af vor
Maa-nes Masse.
Man har ikke noget sikkert
Kjendskab til Planetoidernes fysiske
Beskaffenhed, men rimeligvis ere de
dannede af lignende Stoffer, som de,
der findes i Solen. Nogle Planetoider
vise Foranderlighed i deres
Lysstyrke, hvoraf man kan slutte sig til
Tilstedeværelsen af en Atmosfære.
Planetoiderne ligge ikke alene
hverandre meget nær, men ere ogsaa
sam-mensl3Tngede i hverandre som Ringe,
der ikke kunne adskilles, saaledes at
flere Baner have Form af en Kjæde
af Ringe, som dog ikke ere ordnede
Side om Side, men have et fælles
Centralpunkt. Dette Centralpunkt,
som ligger i Solen, indlemmer
Planetoiderne i Solsystemet og hentyder
til deres Oprindelse.
Efter en vis Forklaring ere
Planetoiderne Resterne af en sprængt
Planet ; efter en anden Antagelse ere de
opstaaede af en af de Dunstringe,
som for Myriader af Aar siden løste
sig fra Solens Kugle, der den Gang
var i en Tilstand af ophedet
Dunstform, og at denne Ring atter har
delt sig i mange Smaadele, som i
Tidens Løb da have fortættet sig til
faste Legemer. Den første
Opfattelse staar i Modstrid med den
Kjendsgjerning, at man ikke er i Stand til
ved Beregninger at aflede
Planetoidernes Baner af en fælles Bane.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
