Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. C. A. Christensens Beretning.
205
Steder, og paa andre Steder tørre
eller sølede om Dagen. Træt som
jeg blev ved at slæbe mig og mit Læs
op ad de lange, stejle Bjærgveje,
forsøgte jeg at age nedad, men endte
mange Gange med en ufrivillig
Kolbøtte, naar min Slæde pludselig
stoppede i sin lynsnare Fart paa et bart
Sted i Vejen. Rejsen var eventyrlig,
men ikke morsom.
Da jeg endelig naaede
Øster-risør, omtrent 30 danske Mile fra
Kristiania, var jeg glad ved at finde
en lille Menighed af varmhjærtede
Hellige, som snart bragte mig til at
glemme mine Besværligheder,og efter
et Par Ugers Hvile fortsatte jeg
Rejsen videre med Dampskib til Mandal,
hvor man ventede saa store Ting.
Med store Forventninger følger
næsten alletider store Skuffelser!
Saaledes ogsaa der ; thi det var os næppe
muligt at finde Tag over Hovedet for
Betaling, og det viste sig, at det kun
var „Mormonernes" Penge og ikke
deres Tro, som Mandaliterne vare
interesserede for. Broder Lars
Petersen, der var Hjulmager, fandt
Be-skjæftigelse i Nærheden af Byen og
holdt sig saaledes fast, medens jeg
vendte tilbage nogle Mil til den store
By Kristiansand og tog atter
Malerarbejde for at faa Fodfæste. Begge
disse Stæder vare ufrugtbare, og efter
en Sommers Arbejde saa’ vi kuns
nogle Faa adlyde Evangeliet i
Kristiansand og Ingen i Mandal. Dette
var i 1855, og da Præs. Knud
Peterson vendte sine Fjed mod Zion,
som Fører for et Kompagni
Emigranter, blev jeg beskikket som hans
Efterfølger, hvilken Stilling jeg
beholdt indtil Foraaret 1857, da jeg
emigrerede. I Liverpool bleve fem
af Missionærerne gifte med deres
udkaarede Ledsagere. Min Hustru
Elisa og jeg var det ene Par. Saa-
ledes begyndte to vigtige Epoker i
mit Liv samtidigt — Rejsen og
Ægteskabet. Om denne Tid skrev jeg en
Gang:
„Vi var paa Havet i Uger fem.
Hvor det bruste!
Og saa paa Jærnbanen kom vi frem,
Saa det suste.
Til Iowa gik det i Galop,
Og der vi gjorde et lille Stop ;
Thi vi lejrede."
Hei fra (Iowa) fortsattes Rejsen
med Haandkarrer. Selskabet talte
omtrent 600 Sjæle da vi begyndte.
Mange bukkede under for denne
Rejses Besværligheder, men vi naaede
omsider vort Maal, Salt Lake City,
d. 13de Septbr. 1857, med det
danske Flag vajende fra min
Haand-karre. Maalet var nu naaet; men
hvilket Maal den Gang! Med
bundløse Sko og pjaltede Klæder paa et
levende Skelet befandt jeg mig i et
Land, hvor Lidet uclen Brødet
produceredes, og som den Gang var i
Belejringstilstand. Gaderne vare
næsten tomme, Hylderne i de faa
Butikker ligesaa. Der fandtes ingen
Penge og intet Arbejde.
Regjeringens Tropper vare paa Territoriets
Grænser og næsten Enhver i Begreb
med at gaa til en Kamp paa Liv og
Død. Jeg tilstaar, at jeg følte
modløs, men dog ikke ganske uden Haab.
Jeg søgte Arbejde hos Malerne, men
deres Potter vare tørre og tomme.
Omsider fik jeg Arbejde som
Mur-haandtlanger. Jeg syntes, at
Kalketruget vilde knuse baade Aand oo-
o o
Legeme paa en Gang, og sank i
Knæerne, til stor Morskab for nogle
mindre fintfølende
Arbejdskammerater ; men jeg kom op igjen!
Arbejde vanærer Ingen!
Efter nogle Ugers Ophold i
Hovedstaden, besluttede jeg at opsøge mine
Brødre; thi to af dem vare paa et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
