Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Erindringer fra Missionen’ i Skandinavien.
279
Omtrent et Aar hengik, og jeg tog
Arbejde som Guldsiaedsvend. Jeg
kom imidlertid til at logere sammen
med en god Ven ved Navn Thorarin
Haflidason, som nylig var bleven
Snedkersvend. lians Faders Broder
var min ældste Søsters Mand. Han
var den Første, som talte til mig om
den vidunderlige Sekt,
kaldet,,Mormonerne", idet han fortalte mig,
at han havde været i deres
Forsamlinger og hørt dem prædike, og han
ønskede nu, at jeg ogsaa skulde gaa
og høre dem. Men jeg bandte og
sværgede paa, at jeg vidste, at det
Hele var Vrøvl og Fantasi, og at alle
disse forstyrrede Gjendøbere kun
vare religiøse Sværmere osv.
Omsider lod jeg mig dog overtale til at
lytte til min Vens sagtmodige
Bemærkninger, da jeg vel vidste, at
hvad jeg havde sagt angaaende disse
Mennesker var ugrundet, eftersom
jeg aldrig havde set en eneste Sjæl
af dem eller hørt deres Lærdomme.
Jeg lovede altsaa min Ven, at jeg
vilde komme og høre dem, hvilket
jeg ogsaa gjorde den følgende
Sabbat. De Flelliges Forsamlinger
afholdtes den Gang i Lille Kongengade,
paaNemsSal, og jeg stjal mig op ad
Trappen med „Livet i Hænderne",
frygtende for, at nogle af mine
Bekjendte skulde se mig hos disse
forskrækkelige Mennesker. Endelig
kom jeg da tykkelig og vel op paa
Salen, og jeg lyttede med spændt
Opmærksomhed til hvert Ord, som
kom fra Talerens Mund under
Forsamlingen. Vor dyrebare og ædle
Ven, Broder Erastus Snow, talte, og
skjøndt hans Prædiken den Gang var
meget vanskelig at fatte, eftersom
han endnu var ufuldkommen i det
danske Sprog, gjorde hans ærlige og
fromme Ansigt, der straalede af
faderlig Kjærlighed, et dybt Indtryk
paa mig. Der var Noget saa
behageligt ved hans Udseende, som indgød
Tillid og Ærbødighed for hans
Person. Jeg kunde den Gang have taget
ham hjærtelig ved Haanden og
udbrudt af mit ganske Hjærte: Gud
velsigne Dig! Du ædle Gudsmand!
Ligeledes fandt jeg overmaade stor
Behag i at se den Forekommenhed
og Kjærlighed, som lagdes for
Dagen, og naar jeg saa’ disse
Mennesker hilse paa hverandre med den
Varme og Hengivenhed, som jeg
senere nøjere lærte at kjende, saa blev
jeg storligen forundret, thi det var
uligt hvad jeg havde bevidnet hos
alle andre Sekter, saa vidt jeg var
bekjendt med dem. Tilmed vare de
saa venlige mod Fremmede, som kom
for at høre dem. Jeg bestemte mig
strax til at ville ransage deres Lære,
og efter deres Raad og Undervisning
bad jeg i Hjærtets Oprigtighed til
Gud om at give mig sin Aand, saa
at jeg kunde fatte og forstaa hvad
jeg skulde gjøre. Følgen deraf var,
at jeg snart blev overbevist om
Sandheden, og jeg begjærede Daab. Dette
var om Vinteren, og der var tyk Is
paa Vandet. Broder C.
Christiansen udførte Daabsordinancen i
Nærværelse af John E. Forsgren, O. C.
Olsen og Andre, og da jeg kom op
af Vandet følte jeg i Aand og
Sandhed som et nyt Væsen. En
ubeskrivelig Lyksalighed gjennemtrængte
min hele Sjæl. Jeg blev konfirmeret
under Hænders Paalæggelse af
Erastus Snow, P. O. Hansen og Andre.
En kort Tid derefter blev jeg
beskikket til at gaa som Missionær til
mit Fædreland (Island) tilligemed
min Ven Thorarin Haflidason. Han
blev ordineret til Præst og jeg til
Lærer ; dette skete oin Vinteren 1851,
om jeg erindrer ret. Broder
Thorarin tog ikke med samme Skib som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
