Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
Biografisk Foredrag af Præsident Angus M. Cannon.
disse nøgne Sletter barfodet,
vandrede hvert eneste Skridt, og bar
over Skulderen et Gevær, hvormed
jeg nedskjød Vildt til Opholdet.
Vi holdt vort Indtog i denne Dal i
1849, og erfarede da, at Broder
George Q. Cannon var bleven sendt
paa en Mission til Kalifornien, hvor
han gjorde Foranstaltninger til at
erholde Midler til at forplante
Missionen til Sandwichøerne. Han var
afrejst Dagen før vor Ankomst. I et
Brev, som han efterlod, meddelte
han os, at han havde lavet et
tilstrækkeligt Antal ubrændte Sten
(Adobies) paa den Grund,hvor
Denver & Rio Grande Jærnbanestation
nu staar, til at bygge et Hus. Han
havde avlet en Afgrøde Majs paa et
Stykke Jord han ejede, og han
meddelte os, at dette vilde brødføde os
og at Stenene vilde bygge os et Hus,
hvori vi kunde have Ly. Vi fik os
bygget en Hytte ved Guds Bistand
og en ældre Broders Godhed, der, i
Forbigaaende sagt, kun var 15 Aar
gammel ved hans Moders Død og 17
ved hans Faders Død og den ældste
af sex Børn.
Jeg husker, at vi ikke havde Fedt
nok til at smøre den Gryde, hvori vi
lagde Dejgen. Vi maatte strø Mel
deri for at forhindre den fra at hænge
fast. Jeg husker den Følelse, der
gjennemtrængte mig, da vi bestege
disse cederbevoxede Klipper,
hvorledes Blodet fra de dødstrætte Oxers
Fødder betegnede vort Spor, da vi
klattrede op ad disse Bjærgtoppe.
Det rørte mit Hjærte, at se min lille
tyndtklædte elleveaarige Broder,
græde af Kulde, medens han spiste
sin Majsskorpe i den kolde
Nordenvind, og jeg følte Trang til at give
det Løfte, at dersom Gud var Gnd
vilde jeg aldrig ophøre at anraabe
ham at hævne vore tilføjede Uretfær-
digheder og give os Oprejsning for
vore Gjenvordigheder. At sige, at
jeg vidste, at Evangeliet var
Sandhed, kunde jeg ikke. Man forlangte
mig til at forny min Pagt. Jeg var
alt Andet end beredt paa at forny
en Pagt med Gud. Jeg var ikke
gjennemtrængt af nogen
Sagtmodigheds- eller Ydmygheds-Aand. Jeg
var opfyldt af Bitterhed og Had mod
Alt, der kaldte sig selv kristelig
Civilisation. Medens vi boede ved
Missourifloden husker jeg, at vi den
ene Dag efter den anden gravede op
af den frosne Jord Artiskokker og
vilde Løg til at opholde Livet med,
medens Mænd, der foregav sig at
være kristeligsindede, boede i vore
Hjem, fra hvilke vi vare blevne
drevne.
Foraaret kom, og med dets friske
Varme bleve ogsaa vore Hjærter
mildere og venligere stemte og om
Efteraaret 1850 blev jeg beskikket
tilligemed Broder George A Smith
til at hjælpe til at bygge en Koloni
250 Mile Sydpaa, paa et Sted, der
nu kaldes Parowan, for at danne og
organisere Iron County, hvorfra en
Repræsentant blev sendt til den
første Legislaturforsamling.
Da jeg var vendt tilbage her til
Byen begyndte jeg at søge til Gud
for Kundskab- Jeg vidste, hvad min
Faders Forudsigelser og min Moders
Haab havde været. Jeg ønskede nu
selv at vide, at Gud var Gud og at
mine Forældre havde været hans
sande Disciple. Som Bevis paa min
Oprigtighed, gjorde jeg, mine
Venner uvidende, i Faste og Bøn lønligt
den Pagt med Gud, at dersom han
vilde give mig Kundskab om, atdette
var lians Værk, at Joseph virkelig
var hans Profet, vilde jeg aldrig
betænke mig paa at forkynde det i
hvilketsomhelst Land og under hvil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
