Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Til Panga-faldene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VOR INDFØDTE GUT BAKULA. 159
1887
Juli 12.
Bandang:
var en ualmindelig listig krabat, en ren kannibal, for hvem
en ret af menneskekjød vilde have været liflig. Han var
en udmerket mimiker, og ved sin medfødte sluhed havde han
frelst sig seiv ved villigen at rette sig efter, hvad han
gjettede vilde behage de fremmede. der omgav ham. Havde
alle indfødte stammer holdt sig til denne drengs politik,
vilde vor reise gjennem disse nye egne have været saa
behagelig, som vi kunde have ønsket. Jeg tviler ikke paa,
at de var i besiddelse af alle kunstens greb; thi medens vi
beundrede Bakula, var det kun modet, der savnedes hos dem
for at gjøre det samme, som et uheld havde sat ham istand
til at udføre.
Fra høvdingen Bambfs by hos banalya’erne brød vi op
den 15de tillands og tilvands til Bungangeta-landsbyerne.
Det var en alvorlig og trist morgen, mørk med tunge, truende
skyer. Det slog mig paa denne tunge, uhyggelige morgen,
medens jeg betragtede den mørke flods stille rindende vande
og den lange uafbrudte skovlinje, at naturen i denne egn
synes at vente paa civilisationens længe forventede trompet
stød, paa den bestemte time, da den, i lighed med andre
dele af jorden, skal vaagne til sine pligter. Jeg sammen
lignede denne forventningsfulde holdning med stilheden før
daggry, førend insekt- og dyrelivet vaagner for at oplive
luften med sin dur, førend dagen har-vækket vildnissets
millioner af smaalige lidenskaber, den time, da tiden seiv
synes at være halvsøvnig og duppende, vore inderste tanker
synes at tale høit, og hjertet banker, saa det høres. Men
naar den unge dag, hvid og graa, titter frem i øst, løfter
verden sine øienlaag. Der er en rørelse og summing af
usynligt liv, og hele jorden synes at være vaagnet fra sin rug
ning. Men paa samme tid forbliver verdenen i hvile, og naturen
venter paa sin dag, og floden viser intet liv; ulig Rip van
Winkle, viser naturen, trods sine umaadelig lange tidsaldre af
søvn, dog intet tegn paa at være alderstegen; saa gammel,
saa utrolig gammel, er den dog fremdeles en jomfru, indelukket
i uskyldig ro.
Hvilken omfattende ødselhed af rigt, produktivt land
ligger der ikke i denne egn upaaagtet af mennesket! Lad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
