Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Fra Ugarrowwas til Kilonga-Longas station
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887
Okt. 6
Hungers
leiren.
over Ituri og finde kolonien, samt der øieblikkelig anskaffe
sig et forraad af levnetsmidler.
Før afreisen spurgte officerer og mandskab mig, om jeg
troede paa fortællingen om, at der var arabere foran os. Jeg
svarede, at jeg troede det übetinget, men at det var muligt,
at manyuema’erne havde undervurderet afstanden for at be
hage og opmuntre os og formindske vor uro.
Bfterat vi havde underrettet de stakkels invalider om
vor hensigt at vandre fremover, indtil vi fandt levnetsmidler,
forat vi ikke alle skulde være fortabte, og at sende dem
hjælp saa snart, som den kunde skaffes, anbetroede jeg de
52 mand, 81 læs og ti kanoer til kaptein Nelsons omsorg,
bad ham være ved godt mod, og saa løftede vi vore læs og
vor baad paa vore skuldre og marscherede afsted.
Man kunde ikke have udseet noget skumlere sted for en
leir end denne sandige terrasse, omringet af fjelde og tæt
indesluttet af disse mørke skove, der hævede sig fra flodbred"
den op til en høide af 600 fod, og indestængt i den aldrig
stansende tummel, som skabtes af den forvredne og forpinte
flod og tvilling-katarakterne, der overdøvede hinandens tor
den. Tanken gyser ved disse invaliders ulykkelige stilling,
som var fordømte til at forblive uvirksomme, hvert øieblik
at lytte til den rædsomme støi af de oprørte vandes uforson
lige raseri og til det ensformige og uafbrudte bulder fra de
styrtende elve, til at stirre paa de ustanselige bølger, der
snoede og rullede sig i vekslende kolonner, idet de uophørlig
stred med hinanden om herredømmet og sønderknustes til
alle kanter i hvide skumkamme ved de drivende strømnin
gers stadige magt, til at betragte de mørke, evindelige skove,
der bredte sig opover og rundt omkring, som de stod der
evig uforandrede med sit matte granne, sørgende over for
dums tider og svundne slegter; og tænk saa paa natten med
dens tykke mørke, skovaasenes døde, sorte skygger, denne
evige, rasende støi, katarakternes uafbrudte drøn, de übe
stemte former, der affødes af nervøsitet og angst, den ussel
hed, der frembringes ved ensomheden og den snigende følelse
af forladthed; da vil man forståa lidt af disse stakkels mænds
sande stilling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
