Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Ankomst til Albert-søen og tilbagereisen til Ibwiri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887
Dec. 12
Gavira.
men saasnart de saa sine hjem blive et rov for luerne,
ophørte raseriet, og saaledes gjorde vi den erfaring, at ilden
havde en merkelig beroligende virkning paa deres nerver.
Gaviras landsby, hvori vi sov denne nat, var 4 657
fod (1420 m.) over havet. Det havde været en smuk dag
til vandring, og en sydøstlig bris virkede meget kjølende.
Uden den vilde vi have lidt af den svære hede. Da solen
gik ned, blev det meget koldt; ved midnat var temperaturen
60° (15 l/2o C). Vi havde gaaet ni mil (15 km.), og næsten alle
klagede over træthed efter marschen og den stadige spænding.
Den 13de brød vi op mod øst lidt efter daggry for at
kunne tilbagelægge et stykke vei, førend de indfødte vovede
sig ud i den kolde, raa morgenluft. Engenes korte græs
perlede af dug og var vaadt som efter regn. Efterat bag
troppen havde ødelagt vore natforskansninger, forat de
indfødte ikke skulde lære disses beskaffenhed at kjende,
indhentede den os snart, og vi forlod distriktet i tætte
geleder, rede til nye eventyr. Indtil morgenens tredje time
fik vi lov til at vandre, omgivne overalt af fredelig stilhed.
Vi nød udsigten, havde tid til at notere os trækkene af den
store slette nordenfor Østre-Ituri og til at beundre den
mængde af kegleformede aaser, der begrænsede synskredsen
mod nord, samt til at iagttage, hvorledes de koniske høies
linjer samlede sig til en hel og uafbrudt. front mod øst og
vest; hvorledes landets overflade søndenfor os bestod af en
række store bølger, hvor hver eneste hulning havde sin egen
elv, og hvorledes den bjergkjede, der fortsatte fra Undussuma
mod øst til Balegga-landet, hvis toppe vi saa godt kjendte,
omtrent fem mil (8 km.) herfrå, dannede bugter og krumninger,
hvori talrige bygder fandt vand og deiligt græs til sit kvæg
og fugtighed til sin hirse, og endelig hvorledes den endnu
strakte sig videre frem og bøiede af mod nord, indtil dens
yderste ende stod østenfor os. Herfrå saa vi, at den kurs,
vi nu fulgte, inden ret mange timer vilde føre os mellem
den nordre og søndre bjergkjede til toppen af en sadel, der
syntes at forbinde dem. En klynge af landsbyer, der laa
paa kammen af denne sadel, var for øieblikket vort maal,
indtil vi kunde bestemme retningen videre derfrå.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
