Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Ankomst til Albert-søen og tilbagereisen til Ibwiri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887
Dec. 13
Albert
Nyanza
lem begge ydergrænser var der fem indskjæringer, hvoraf
den ene strakte sig tre km. længere mod syd end noget af hine
observerede punkter.
Unyoros taffel-land beholdt, saalangt vi kunde se, et næsten
jevnt niveau, men dets endepunkt var skjult for vort syn
ved en stor bjerghammer, som skjød sig fremover fra den
vestre fjeldkjede. Søndenfor søen og mellem disse modsatte
høider — Unyoro-høislettens mod øst og plateauets mod vest
— strakte der sig en lav slette, som tidligere, dog ikke nylig,
maa have været overskyllet af søens vande, men nu var tør,
fast grund, beklædt med vissent græs. Den hævede sig lang
somt, eftersom den strakte sig sydover, og var længst borte
bevokset med kratskov, acaciaer og torne, i lighed med den
terrasse, der laa ret nedenfor os.
Efter et ophold af omtrent tyve minuter begyndte vi at
stige ned ad fjeldkjedens skraaninger. Førend bagtroppen
under løitnant Stairs havde forladt stedet, havde de indfødte
samlet sig ligesaa talrige som vi seiv, og førend fortroppen
var kommet 500 fod ned, havde de begyndt at plage bag
troppen paa en maade, der snart fremkaldte en uafbrudt fyring.
Vi nedenunder kunde se dem sprede sig som tiraljører paa
begge flanker og i en lang linje følge tæt efter vor bagtrop
paa den frygtelig bratte og besværlige sti.
Medens de afskjød sine pile og sneg sig ind paa sine
udseede ofre, skreg de: «Ku—la—la heh lelo?» «Hvor vil
I sove mat? Ved I ikke, at ler omringede? Nu har vi
eder der, hvor vi vilde have eder.»
Vore mænd var ikke det mindste sene til at svare:
«Hvorsomhelst vi kommer til at sove, tør I ikke komme os
nær, og har I faaet os did, I ønskede, hvorfor kommer I ikke
an med engang?»
Skjønt ilden var kvik, gjorde den dog liden skade; grun
den gav intet sikkert fodfæste; paa vor side blev der kun
en saaret af en pil, men kampen holdt begge parter i liv
og virksomhed. Havde vi været übelæssede og med friske
kræfter, skulde der kun være blevet faa af disse afskyelige
karle ilive til at klatre opover bjerget igjen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
