Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Ankomst til Albert-søen og tilbagereisen til Ibwiri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1887.
Dec. 14,
Albert
Nyanza,
maatte vi vel tilslut være lovlig undskyldte, om vi tog en
kano tillaans for en tid.
Omtrent et par kilometer fra søen hørte vi nogle indfødte
hugge brænde i en kratskov ikke langt fra veien. Vi stan
sede og holdt os ganske stille, medens tolken søgte at faa et
svar paa sin venlige hilsen. I ti minuter stod vi fuldkom
men stille og ventede, indtil personen, som viste sig at være
en kvinde, behagede at svare. Da hørte jeg for første gang
i Afrika en saa grov og uanstændig mund, som, efter hvad
der fortælles, fiskekjærringerne i Billingsgate kan antages at
være istand til at bruge.
Vi maatte afstaa fra ethvert forsøg paa at blive venner
med saadan en ukvindelig grenader.
Tolken sendtes forud med nogle mænd til landsbyen
ved søkanten, som tilhørte en høvding, der kaldtes Katonza
og sommetider Kaiya Nkondo, med den instruks at anvende
alle mulige kunster for at vinde indvaanernes tillid og paa
ingen maade lade sig afvise ved ord eller trusler; kun flendt
lig optræden kunde antages som undskyldning for et tilbage
tog. Imidlertid skulde vi følge langsomt efter og gjøre holdt
tætved landsbyen, indtil vi blev varslede.
Det viste sig, at landsbyfolkene var ganske uvidende om
vort komme, og at vi var dem saa nær. Deres første indsky
delse, da de saa vore folk, var at flygte; men da de saa,
at ingen forfulgte dem, tog de post paa en myretue i et
pileskuds afstand, mere af nysgjerrighed end af velvilje. Da
de merkede, at vore folk var forekommende, høflige og slet ikke
farlige, tillod de karavanen at komme nærmere, og da de
saa en hvid mand. lod de sig bevæge til at nærme sig, idet vi
uophørlig gjentog vore venskabsforsikringer. Omtrent firti
indfødte tog mod til sig og kom nærmere for at indlede for
handlingen, og saa begyndte taler og svar fra den ene side
til den anden, idet den ene part lovede ved sit liv, ved sin
hals, ved den blaa himmel over dem, at de intet ondt
havde isinde og ikke pønsede paa nogen fortræd, at de bare
søgte venskab og velvilje, for hvilke de vilde give passende
gåver; den andet part erklærede, at de, skjønt deres nølen
kunde misforstaaes og muligens udlægges som frygt, dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
