Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIV. Emin Paschas og hr. Jephsons fangenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
AFSKEDSORD TIL BIH,INB OG PARKE.
-slæbende paa et sygehus, saaledes som tilstanden nu er blandt os. Ved 1889.
mønstringen og eftersynet idag var der 124 mand paa sygelisten lidende jan. 10.
.af såar, blodgang, udmattelse og mange andre onder. De kan ikke gaa, dp^Kanclekore.
bære noget, og kanske venter Jephson og paschaen paa mig. Vi nar nu den
10de januar oss jeg nar lovet at være ved Nyanza dsn 16de, selv om jeg gik
saa langt som til Yambuya. Der er altsaa ikke mere end seks dage igjen
og De begriber, at det er en betenkelig sag. Kan jeg stole vaa, at De vil
lyde mig i st og alt, gjøre som jeg siger og ikke afvige en tøddel fra,
hvad der bliver ioreskrevet, saa vil jeg trøstig lade Eder blive tilbage og se
til at udflnde, hvad der er iveien med Jephson og paschaen».
«Jeg indser ingen grund til, at De ikke kan stole paa os. Jeg tør sige,
at vi altid har søgt at gjøre vort bedste for at tilfredsstille Dem», sagde BtaiiB.
«Det er fuldkommen sandt, og jeg er Dem meget talinsmmsliF derfor;
men nu ser det ud til, at stillingen her skal blive lig den i Yambuya. Vor
ven Jephson er borte, kanske død af sygdom eller ved et ulykkestilfælde ;
hvorfor er der ingen etterretninger hverken fra ham eller fra paschaen? Nu
vel, jeg dsFivsr mig afsts6 til Xvan^a og skal enten sende bud eller P3H
anden maade faa at vide, hvad der sr foregaaet, fegte mig frem N^nsiQ
Melindva eller til forbi Msva-stationen for at faa aarsagen til denne be
synderlige taushed opklaret. Er mahdisterne rykkede opover floden og har
de ødelagt alt, eller har en anden ekspedition naaet frem fra østsiden, og -er
de allesammen saa optagne af den. at de har glemt sit løfte til os. Hvad
kan det vel være? Ingen kan svare, men vi kan ikke paa grund at denne
hemmelighed blive liggende her, indtil vi faar nærmere dsBlcsd, og med 124
mand paa sygelisten trængende til en længere hviletid for at komme til kræfter,
kan jeg intet foretage. Jeg er derfor nødt til at stole paa Dem og doktoren,
naar jeg forlanger, at De vil blive her og vente, indtil jeg ved, hvad der er
hændt; dst kan vare baade en og to maaneder. Jeg ønsker altsaa, at De
skal blive her og passe omhyggelig paa leiren og jeg ønsker, at doktoren vil
tilse de syge og helbrede dem, ikke bortødsle medicin paa dem. men være om
•dem fra morgen til aften med sund og passende næring. Vil De love mig
paa æresord at udWrs dette.»
«Det vil vi». Bvarsds de begge ivrigt.
«Nu doktor, skal jeg henvende mig til Dem. Stairs har at iagttage alt
fornødent som leirens chef, men det er især Dem, det kommer an paa. Disse
124 mand staar paa sygelisten, men nogle af dsm har kun st let ildebefin
<lende, medens andre er voldsomt anssrsdns. Alle behøver de dog Deres pleie,
men dsn maa vs yde dem med al Deres kraft. De maa z>aaBS, at de mest
syge regelmæssig faar deres mad tilberedt tre gange daglig, og de maa ikke
stole paa nogen, De maa selv undersøge alt. Vi maa have disse folk hjem
med os, og ønsker De udmærkelse, saa er nu tiden til at vinde den kommen.
De ved, hvad De har at gjøre; De maa frelse disse mænd, som skal bringe
Dem tilbage til hjemmet, og De vil vinds alle deres agtelse, som hører tale
om Deres bedrift.
Mine herrer! Aarsagen til, at det gaar galt i verden, er den, at man
ikke indser, hvad der bestemt maa gjøres; man glemmer det nødvendige og
gjør, nvad der ikke behøves. Før jeg forlod England, fik jeg flere hundrede
andragender om at gaa med paa ekspeditionen som frivillige, og de troede
idstmindBts, at ds skulde vinde, nvad folk i almindslissnsd kaldsr «Ilvdos»,
skjønt jeg tror, at neppe en af tusende blandt dsm kjendte dsn sande vei til
æren. Der er f. ex. kun seks hvide her i denne leir, oss en af disse seks bad
mig forleden aften om tilladelse til at undersøge Uelle-Mubangifloden fremfor
alle andre steder i Afrika. Han syntes leiligheden var der og kastede læng
selsfulde blikke efter den, fremfor dvad der laa lisss for hans fødder, og han
syntes at vaagne som af en drøm, da jeg sagde ham. at den ting at ledsage
og beskytte flygtninger var et langt ærefuldere arbeide snd en hel rszlills af
opdassslZsr. Der var en mand med os, som fik sin løn for at være mig tro
og hengiven, og dog lod han, da der var udsigt for nam selv til at udmerke
«iss, sin principals sager blive sendte bort lisss for sine <3ins, msdsu,B han pak-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
