Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
redigeret,« i Forening med nogle Kunstvenner,
Af
A. P. Berggreem
Nr- 17.
Sandserne-i deri Mit l SLS Tai-
1836.
Iis en ung Kunstner-o efterladte spapiren
" ’ (For«tsat.) »
, Som til en længe savnet Brud vendte Mesteren
tilbage fra sit verdsligt Arbeide til hiint aandige,
i hvilket han nu, med det faste Forsæt, ei oftere
at lade sig bringe derfra, saaledes« fordybede sig,
at Livet rundt om uformoerkt syntes at afblomstre
for ham. For hans Øine stode Grav og Dob,
og alvorligere end disse selv aabnede Udsigten sig
ud over dem. Gjennem Evighedens Nlit lyste det
frygtelige Ord Gjeng’jæl·delse. »Tilintetgjorelse
og Evighed vare de Tanker, der bolgede i hans
Sjæl; det Dødeliges Tilintetgjørelse, Aandens
Evighed. Det gjaldt at gjøre Sjælen fri for
denne Verden, og tiltæmpe den et Naadens Til-
flngtssted i den anden, eller give den til Priiss
for Fordommelsern
Quist sum mineklltunc diotnras,
cum vin justue sit Seonrusi It)
Disse alvorsfulde Ord gjentonede i hans Sjæl, !
og han maatte sporge: Er »dn en Retfærdig?
Fjern fra hiin lave, foragtelige Ydmyghed,— der
fordrer, at vi kun med Afsky skulle betragte os
selv, der ikke har Mod til at bekjende, at Men-
nesket med Kraft og Alvor kan ville det Rette, —
fjern fra · denne torde han svare sig selv: Du er
en Retfærdig; thi ogsaa-den Retfærdige farer vild,
M) Hvad skal jeg Elendige da svare, da neppe den
Retfærdige er sikker?. · ! » -
og vix justus est seent-uss. Hvad Stort og
Herligt, han havde skabt, det var han sig bevidst, og
tillidsfuldt forlod han sig derpaa. Ei heller Undgik
det ham, hvor han havde farer vild, og han følte,
at det fordrede Bod. Men hvormed beder’ en
saadan Genius-? Kun med Luttring af sig selv,
med streng Opfyldelse af sit Kald. Lysende gik
det op for hans Sjæl, at han alene var kaldet
til at forkynde den Almoegtiges Storhed i Toner.
Dette var altsaa alene den Mark, hvorpaa han
kunde udstrose Angerens, Bodens Sæd. Saasnart
han havde vundet denne Anskuelse,, forekom ham
dei Værk han havde for-, som et helligt, sva- er
as Gud umiddelbart befaletY Det skulde være en
Udsoning af alle Livets Usevnheden » Derfor om-
fattede han det med sin hele Sjæl, ei blot som
Kunstner,. men ogsaa som Christen-. Livets brogede
Billeder svævede endnu engang forbi ham. Hrm
saae med glad Roeelse, hvor rigelig denne Til-
værelses Salighed var tilstrnmmet ham. Hvad
har Du gjort derfor? spurgte han. tOg see, lysende
traadte det for hans Sjæl: Denne Verdens Glæder
har du fnldelig fortjent. Thi alt ’Beboeget,, Hen-
rivende, Morende og Opheiet, som Livet har, som
du har indsuger i tusinde Aandedrag, det har du .
givet igjen og skabt paany i din »Don than«.
Spørger Faderen dig hist oppe: Hvad have Glæ-
dens og den drukne Jubels Timer, hvad have
Anelsens og Begeistrin»gens Nætter, hvad have
Vaarens Dage og de stormbevaegede Hostmaaneder
— hvad- have de modnet for Frugteri dig? ————
»da tør du frit svare: Glæde og Jubell Her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
