Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2839
Dolk Jttans jublende Ouverture fuld af Livsild
og Kraft, Anelse «og Høihedl Fornem Annas
Smerte, som med store, tillidsfulde Blikke skuer
op fra denne Jords Nat til Stjernerne efter Gjen-
gjældelse. —- Vaar og Høst?- Lyt til den lykkelige
som til den «længselfulde Kjærligheds Tonerz agt
paa Forfærdelsen i det afblotmstrede, hestlige Død-
ningriges frembrusetrde Stormel Faderl Alt det
Høieste og Dybeste hvad der af Følelser har gjen-
nemtrængt rnig i dette Liv — det har jeg udgydt
derl Det««er den øverste Tinde af alle mine Hen-
rhkkelses- og Lidelses-Dage! — Saaledes talte
Mesteren. Han følte med store Sjæles Vished,
at hans Liv var opveietz men hans Død, og hvad »
der ventede ham hisset, det havde han endnu at
erhverve, derfor var han endnu i den Eviges
Gjæld. Og med dette store Forfatt, at betale
Evigheden sin Gjæld, tog han fat paa Værket.
Nu gjaldt det, ei mere at forsagez Grav, Død
og Fordømmelse maatte overvindes.
der, saaledes, at det i de fjerneste Slægters Bryst
kunde frembringe de samme Rystelser, gjennem
hvilke det voldsomt førte sinSkaber. « Saaledes
traadte han først gysende, men med seirende Fat-
ning; for Gravens Skranker.
Introduetionen til det første Chor river Sjæ-
len løs fra Jordens fængslende Baanm’ Uvis om-
hvorledes den vil blive dømt, skilles den derfra
med Smerte og Banghed, men dog med en
Straale af Haab og taalmodig Hengivelse Dens
Bøn om den evige Ro skeer endnu bævendez men
fuld af glade Anelser skuer den lux perpetua (det
evige Lys) og erkjender troende: Te. tier-et byttan
lSions Gud-l Dig tilkommer
Lovsangenl)s———· «J dette Chor hersker den for-
ventningsfulde, frygtelige Stilhed, der lytter efter
Tnbaens Raab
Fugaery Ryrie eleistm ’(Herre! Forbarme
dig !), der saa ofte er bleven mistydet, er vistnok
ikke deri Bem, der,·»sikker paa Opfyldelse, smigrende
beiler sig mod Øret, — nei! Her raabe endnu
Dens in Sinai
Herre maattel
gjennemleve, hvad han vilde henstille for Aartusin-«
- dens Blik-
Rette og Urene til Herrett, og det Hele maa være
gjennemtrængt af Angestens «·zforventningsfuldeste
Bevægelse. Den frygtelige formindskede Septim-
acrord paa den skuffende Slutning bringer Spæn-
dingen til det høiestez med Dødens Udmattelse
toner Adagion derefter: Kyrie eleiso"’n.
Men vide I at skatte Herrens Forbarmelse,
ikke kjende hans Rædsler? Neil Ogsaa
disse maae bæres. Dies ikke-, dies illai (Vredens
Dag! hiin store Dagl) Sjælen bæver i sine
Dybder-! Kun sin Uendelighed har den at takke
for, at den ikke tilintetgjøres af denne Forfærdelse
Men den overstaaer Prøvelsen, og kan nn, med
de Retfærdiges Fatning, hengive sig til hine Be-
tragtninger af Evigheden, som fuldkomment skulle
luttre den og gjøre den værdig til at gaae ind i
den himmelske Klarhed. Dette er det ædle, af
hellig Frygt opfyldte Tubn mirum (Basunens
Klang o. s. v.), som ender med Ordene:
justns sit seent-els.
Tordenen ruller! Guddommen nærmer sigl
Røst tremendae majestatisl (Herren i sin fryg-
telige Majestæt). Den, der har skrevet dette
Stykke, fuldt af ædel Æreftygt og Pdmhghedz
han har erkjendt, hvad Guddommen er, og han
torde med from Tillid raabe til den: Reent-lure,
Jesu frie-! (Jhukom mig, fromme Jesul) og tør
haabe, at han vil komme til at staaepaa høire
Side. — Men nu nærmer det Øieblik sig, da
Sjælen bestaaer sin sidste Prøve. Den har følt
Angstens ubestemte Skræk. Nu aabner Helvedes
Afgrund sig; Fordømmelsen selv skal afsløres for
O hvor oste maa den store Genius
have hævet tilbage for’ denne forfærdelige Hemme-
llghed,
Mod til fat hæve Forhængetl Men det fordresz
dette Ene, det Tungeste og Sidste ,· maa Sjælen
overvinde. Den maa lade Fordømmelsens Ild
tiaars
cum vist
fare gjennem sit Inderste, hvis den, som en !
Phenir, reenog guddommelig, skal svæve»frem
af Flammerne. Hid dal Jeg vill’ Og saaledes
kaldte han, en frygtelig Besværger, selv Afgrundens
førend han kunde overvinde sig og. faae »
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
