Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28·7
deres Kræfter, Under Kunstens sande Beundrere
staae de imidlertid lige saa dybt, som Forførerne,
der kun søge en flygtig Lyst, under de Elskende,
der opoffre. sig fors den elskede»Gjeristaiid. Den
Nydelse, de attraae, er uretmoessig, forsaavidt
nemlig ingen Nydelse bør kaldes retmoessig, der
ikke paci een eller anden Maade erhverves eller for-
tjenes. De gjøre dem skyldige i den frækkeste
Anmasselsexnaar de med de Evner, Tilfældet
eller Hverdagslivet har sat dem i Besiddelse af,
paa det Standpunkt, hvorpaa selvsyg Tilbøielighed
’ Lidensklib eller troeg Vane har stillet dem, med eet
Ord sm deres lave og snevre Verden — dristigt
« afsige deres Dom om Ting, som høre hjemme i
en ganske anden Verden. Piia den anden Side
erkjende de ofte deres egen Sløvhed, naar de fri-
modigt erklære, at de ere tilfredse med deres natur-
lige Evner til at erkjende »det Skjønne, og kunne
ikke tvinge sig til at finde noget Skjønt, der ikke
umiddelbart tiltaler deres udannede Følelser.
hører man da af dem saadanne Ord, som f. Er.
en fransk Reisende udsiger om visse Kunstværker:
,,Det kan vel nok være skjønt, men det gaaer ikke
til Hjertetl» Nei, i et forvænt, i det Smaalige
nedsunket Hjerte, kan man svare, gaaer det rigtig-
. nok vel ikke indz men netop derfor er det desto
skjønnere, just derfor skal det trænge ind, og du
skal uddanne og udvide dit Hjerte saaledes, at det
kan gaae derind Men deri ligger det just, at de
her atter ikke have noget Begreb om en Skallen,
om en alvorlig Forpligtelse Og dette er netop
det størsteOnde, at de have banlyst sig selv fra det
Store og Herlige til deres eget snevre Væsen.
Kunde man blot engang vise dem denne ædlere
Retning, saa at de forstode den, det vilde de føle
sig selv ulykkelige, og man vilde kunne tilraabe
dem Persiuss Ord: »Skuer Dyden og sukker, at
ganske den blev eder fremmed «
Dog denne slappe og matte Dilettantisme
er endnu langfrti ikke saa farlig, som den indbildte
Der staaer den indbildte Kjender ligesom paa en ’
ophøiet Vare, hvorfra han troer med et let Blik
at overskue hele den menneskelige Færd og Væsen,
efter Behag tilveier Ære og Skam, føler sig selti
uendelig stor paa denne Post, men stiger ikke ned
for selv at lægge Halind paa, virke, nyde og lide
med Hvad der alene kan erhverves ved Læren,
ved mange forul ykkede Forsøg, ved rige indre og
ydre Erfaringer, der først maae tilberede Sjæleit
for Kunstneren som for Kjenderen, det troer han .»
allerede at besidde- i høieste Maalz og ganske na-
turligt, thi i hans kolde Egenkjærlighed feiler der »
ikke meget i, at han jo anseer sig selv for Grund-
kilden til alle disse Gaver
Denne hele Dilettantisme kan i Kunsten
kun erhol lde en afgjort Overvægt der, hvor over-
hovedet et saadant koldt jordisk og hovmodigt Sind
har stor Magt. Thi da dettesikke udspringeraf
Sall
. sirig.
288
andet, end af Sjælens Frafald fra de guddomme-
lige Ideer og den deraf følgende Unmassel se, saa
maa en saa almindelig Grund ogsaa yttre vidt
udbredte Fol ger. Og Erfaring viser da ogsaa, at
dette Phænomen-i i Kunsten altid kun er en sær-
egen Yttring af en saadan Aands almindelige Ud-
bredelse. Desvætre gives der ogsaa Dilettanter i
Videnskaberne, i Religionen, i Staten Det er
Dilettantismen i Videnskaberne, der dømmer om
Alt og selv Intet stemmer, der vil vide noget af
Alt og Intget saa alvorligt, at den kan virke noget
dermed, der er i Stand til at gjøre Philosophiem
alle Videnskabers Sjæl, til et aandeligt Taskew
spilleri. I Religionen bruger den de helligste For-
mer, efter at have fordrevet den alvorlige Aand
deraf, til Legeværk og Pynt, eller i det høieste
for at vugge sig»i en slap aandelig Nydelse der-
med. Ingen Virksomhed, ingen Opoffrelse frem-
bringer den hos Dilettantenz Kirkens Skikke ere ham
et stolt Gjøglespil,’ og dens mystiske Lærdomme
bykler han, for at gjælde for dybsindig og phanta-
J Staten veed han Alt bedre end de Regje-
rende, uden at kunne eller ville gjøre endog det
ringeste bedre; med svulstige Ord vanhelliger han
Fordeel landsk 1ærligheden og alle Borgernes Dyder,
og ikke i en Finger vil han taale Smerte for selv
at hjælpe. Systemerdanner han sig i sin Fritid
og udtænker sig, hvorledes han vilde have det,
uden at kjende Tingenes Stilling, der alvorligt
maa udforskes, og,’ uden at lægge Haand med
paa Værket, om han havde lært at kjende den.
Saaledes forlader tilsidst enhver sin Plads, fordi
han kun holder den høieste Standpunkt for pas-
sende for sig, og da alle ville oversee Alt, gjør
Ingen, hvad der tilkommer ham, for at gribe ind
i det Hele, der kun kan bestaae ved ordnede Kræf-
ters Samvirken Det er, som i en FJær hver
enkelt Sol ldat vilde være Fel dtherre, og selv dette
kun paa Papiret
At Dil lettantismen i Kunsten udspringer af den
samme Stamme som disse andre Grene, er vel
klart nok z men at den ogsaa fortrinlig bidrager til
at foranledige den øvrige Fordærvelse,’ det viser sig
selv i Mængdens uhildede Følelse En æsthetisk
Deeltagelse, en æsthetiskchnteresse siger man alle-
rede, hvor man mener en kold og"uvirksotn. Saa-
ledes bliver Æsthetikens Navn, der kunde og skulde
være en sand Videnskab, vanhelliget og stemplet
som en overfladisk og tom Raisonneren. De skjønne
Navne Idee og Jdml ere i nyere Tider først igjen
blevne brugte i Kunsten, men lidt efter lidt næsten
indsvundne til tomme» Skygger, og jo mere det,
hvortilde referere sig-forsvinder af Sjælen, desto
mere ere de i Omløb. ———— Da Sagenaltseai har
en saa almindelig Vigtighed, er det vel værd at
vise den meest levende Iver for at pleie og uddanne
Kunsten hos os selv og andre, og atter fremkalde
den, hvor den ganske skuldevære forsvunden. 13
Paa Redactiotietts Forlag-
Teyn hos I D. Qvist.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
