Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa vilde blive noget lignende til H. Schultze’s primitivfibriller, og som muligens dels gaar til sidegrene dels til
hovedudløberen, eller som hos de celler, der opløser sig i smaagrene, gaar ud i disse.
Af nerveceller er der som ovenfor nævnt efter min mening to slags, nogle der sender sine udløbere direkte ud i
nerverne (paa samme eller modsat side), andre hvis udløbere opløser sig i kommissurernes fibrillære m as se. En saadan celle
er afbildet tab. IX, fig. 6, a., det er en ganske liden celle, med en kjerne, der udfylder hele cellens ene ende, og som maaler
0,005 mm. i gjennemsnit. Cellens længde til. hvor grenene spreder sig, er 0,012 mm. Som det vil sees af tegningen fordeler
o-renene sig i mindre grene, og disse tabes snart afsigte i kommissurmassens fibrillenet. Af lignende celler har jeg iagttaget
flere, de fleste paa bugstrengens ventralside. Enkelte er imidlertid beliggende midt inde i længdekommissurerncs masse (tab.
IX, fig. 4). Af saadanne er der imidlertid yderst faa, og de er altid af ringe størrelse med kjerner, der ganske udfylder
cellerne, omkr. 0,006 mm. i gjennemsnit. Enkelte saadanne celler har jeg seet med flere udløbere (tal). IX. fig. 6, b. & c.).
Xogen forbindelse mellem kjernen og den fibrillære protoplasmasubstans har jeg ikke ved nogen leilighed
kunnet opdage.
I kjernen har jeg ofte seet to ja tre kjerne le gem er. Ofte optræder der ved siden at det ene større et ganske lidet.
I kjernen sees forøvrigt almindelig mange stærkt farvede rum og et mellem disse udbredt fint net (chromatinstruktur). Dette
er iøinefaldende i fodgangliernes kjempeceller hos M. graffi. Kjernerne har altid en skarpt udpræget membran, undtagen som
ovenfor nævnt i mange af de omtalte kjæmpeceller, hvor den kan være aldeles forsvunden, og chromatin udbredt jevnt i
cellens ene pol omkring den skarpt farvede nucleolus (se tab. VI, fig. 3, a. . Undertiden kan dog kjernemembrancn være der,
men udenom denne er i protoplasmaet udbredt chromatin hvilket kan sees paa den stærke farvning. Xoget lignende skjønt
ikke saa fremtrædende har jeg undertiden iagttaget i de større celler i bugstrengen. Dette kan jeg ikke forklare paa nogen
anden maade end som virkningen af reagenserne, der har bragt kjernemembranen til at trække sig sammen eller endog til at
briste, og gaa tilgrunde, hvorved indholdet er gaaet ud 1 det omkringliggende protoplasma.
I de perifere nervestammer udenfor centralorganerne har jeg hyppig iagttaget nerveceller, disse har optraadt
talrigst 1 nærheden af nervestammernes udspring, har dog ogsaa været fundet i længere afstand dertra. De er aldrig videre store,
har undertiden unipolar, undertiden en bipolar form, saaledes som altsaa allerede Leydig m. fl. har angivet hos hirudineerne,
men som Vignal benegter og, som ovenfor omtalt (p. 18), bortræsonerer ved at erklære for celleparasiter (!! . Hvorvidt mer
end en af disse bipolare cellers udløbere er en virkelig nerveudløber (nervecylinder), skal jeg dog ikke kunne afgjøre, den ene
ind mod centralorganerne vendende ende fandt jeg altid noget mer protoplasmatisk, og den kan som følge deraf være en
protoplasmatisk udløber (tab. IX, fig. 7). Undertiden forekom det mig, at flere efter hinanden følgende celler var forbundne
ved sine udløbere; det er dog muligt, at dette har været foreteelser staaende i forbindelse med cellernes formering, da jeg har
iagttaget spor til kjernedeling (ja endog to kjerner) i saadanne celler.
Direkte kjernedeling. Paa mine præparater har jeg oftere iagttaget fænomener staaende i forbindelse med nervecellernes
kjerner, som jeg ikke kan forklare som andet end direkte kjernedeling. Jeg har i nervesystemets forskjellige dele kunnet
finde omtrent alle de forskjellige stadier af kjernedelinger, ligefra kjerner, der er begyndt at strækkes efter den ene axe og
afsmalnes lidt paa midten til omtrent fuldkommen adskilte kjerner, men har ikke, trods omhyggeligste undersøgelse med stærke
forstørrelser Zeiss hom. im. Vis), kunnet tinde spor til kjernefigurer, saaledes som disse sædvanlig optræder ved den indirekte
kjernedeling (karyokinese . Fig. 8, a. (tab. IX) viser en celle fra bugstrengen med en aflang kjerne, noget smalere paa midten.
Et kjernelegeme var blot synligt i den ene ende. Kjernen var 0,006 mm. bred og 0,014 mm. lang (cellen 0,018 mm. 1
diameter). Fig. 8, b. (tab. IX) sees en celle fra bugstrengen, hvor kjernedelingen er endnu videre fremskreden, idet de to sig
dannende kjerner blot er forbundne ved en smal bro. Paa dette præparat var der merkelig nok heller ikke i mer end den
ene halvdel synlig et kjernelegeme. I svælgringen (se tab. III, fig. 8, x.) har jeg iagttaget en celle med kjerner, der var
fuldstændig skilte, og hvor cellens ydre form viste tydelig spor til deling (se tab. IX. fig. 8, c.). I de store celler 1 M. graffi’s
fodganglier har jeg, som ovenfor nævnt (p. 24), ligeledes engang seet en foreteelse, der umulig kan forklares som andet end
direkte kjernedeling. Her var tydelige kjernelegemer i hver af de to dele, ja i den ene endog to, et større rundt og ved siden
deraf et aflangt (tab. VII, fig. 11); men merkelig nok var kjernens indhold forøvrigt 1 denne del kun lidet farvet af
pikro-karminen. Oftere forekommer tilfælde med to eller endog tre kjernelegemer isamme kjerne (tab. VII, fig. 15, tab. V, fig. 12. a.).
At dette altid skulde staa i forbindelse med kjernedelinger, forekommer mig dog høist tvivlsomt, dertil synes tilfældene at
være vel hyppige og i kjerner, der forøvrigt ikke viser noget tegn til deling, men har sin normale fonn.
Staar nu disse direkte kjernedelinger i forbindelser med celledelinger? eller skulde det som Blochmann1) mener om
de af ham i ektodermet paa skorpionembryoner fundne direkte kjernedelinger kun være foreteelser, der ikke blir paafulgt
af nogen celledeling, hvilket han ogsaa mener skulde have almen gyldighed for alle hidtil kjendte direkte kjernedelinger.
Skulde de maaske endog gaa forud for kjernens destruktion, være, som han siger, eine Zerfallserscheinung« r Det sidste me-
’) Dr. F. Blochmann: Ueber direkte Kerutheilung in der Embryonalhülie der Skorpione. Morph. Jahrb. Bd. X, p. 480, 1SS4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
