Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
er ei let at afgjøre. Det sidste kunde vistnok synes mig sansynlig, ligesom at de i virkeligheden har en sympathisk
betydning, dog dette maa for myzostomernes ligesaavel som for annelidernes vedkommende endnu være et aabent
spørgsmaal, iagttagelserne strækker endnu ikke til for at kunne afgjøre det saakaldte stomato-gastriske nervesystems betydning.
Foruden disse celler har jeg under nervesystemets beskrivelse nævnt nervegrene, der i begyndelsen af maven synes at staa i
forbindelse med epithelet.
Maveepithelet udgjøres af et fli m merepithel med cylinderceller af forskjellig høide og fonn hos de
forskjellige arter og i mavens forskjellige dele. Cylindercellernes høide i maven angiver Graff at være mindre (0,015 — 0,017 mm.)
end svælgrørsepithélets. Dette forhold finder jeg imidlertid at være hoist forskjellig og i almindelighed er det omvendte
forholdet. Graff har imidlertid ligesom de øvrige forfattere ikke iagttaget de under svælgrørsepithelet liggende muskellag (se
oventori og saa sansynligvis maalt det hele som cylinderceller, medens han muligens har maalt mavens cylinderceller, hvor disse var
låve, og ikke iagttaget, at de kan variere betydelig i høide. Der kan ikke opstilles nogen almindelig regel om, hvor mavens
cylinderepithel er hoiest, saaledes som Beard har villet gjøre, idet han siger (1. c. p. 550): on the dorsal side of the stomach
it is not so high as and more square than on the ventral. Med hensyn til sin høide er cellerne 1 dette epithel yderst
variable i begge mavens afsnit, snart er de høiere paa dorsalsiden snart paa ventralsiden, man kan endog tæt ved siden af
hinanden finde baade lange og korte celler, det ser nærmest ud, som om cellerne kunde- have selvstændige, amøboide bevægelser.
Hos M. giganteum kan cellerne 1 det forreste parti eller den egentlige mave have en høide af 0,022—0,05 mm.
(medens de paa andre steder, især længere bag, kan være blot 0,017—0,025 mm. paa ventral- som paa dorsalsiden).
Hos M. graffi kan epithelet 1 mavens første afdeling være optil 0,043 mm., medens det i 2den afdeling kan være
optil 0,034 mm. Nogen gjennemgaaende forskjel paa dorsalside og ventralside i saa henseende existerer ikke; 1 den første
del synes dorsalsidens epithel at være det dominerende, medens 1 den anden del eller tarmdelen er det yderst vekslende.
Ingen regel kan opstilles herom, saaledes som Beard har villet gjøre.
Hos M. carpenteri er det ligesaa. I første afsnit kan epithelets høide paa dorsalsiden være optil 0,043
mm-medens ventralsidens er gjennemgaaende betydelig mindre, ligesaa 1 forreste parti af tarmdelen. Cellerne synes ogsaa her
gjennemgaaende at kunne være noget storre paa dorsalsiden, dernæst har almindelig cellerne paa ventralsiden et noget andet
udseende, idet de er klarere, bredere og med runde kjerner, medens dorsalsidens celler er smalere med aflange kjerner og
indholdet her er mer granuleret og farves altid stærkt difust af carmin. Høiden er fra 0,017—°>°34 mm-
Hos M. cirriferum kan epithelet i mavens første afdeling eller den egentlige mave have en høide af optil 0,034
mm. ja endog til 0,05 mm. og er ens paa dorsal som ventral side, cellerne er gjennemgaaende yderst vekslende i høide,
ligesom det samme er tilfælde i 2den afdeling eller tarmdelen. Her kan enkelte celler være optil 0,020 mm. høie ja endog
lige til 0,034 mm.
Med hensyn paa hjernernes form da er denne almindelig rund, dog kan de ogsaa som f. ex. 1 mavens forreste
parti hos M. giganteum (tab. VIII, fig. 14) være aflange. Deres størrelse er forholdsvis temmelig ens, f. ex. hos M.
giganteum gjennemgaaende omkring 0.005 mm- Kjernerne er, som Graft" siger, almindelig beliggende ved grunden af cellerne, og
almindelig i samme høide hos de forskjellige celler, dog kan dette ogaaa variere, idet de f. ex. i mavens forreste parti
(almindelig hos M. giganteum) ligger næsten midt i cellerne, og ligger da i noget forskjellig høide, idet cellerne er saa høie,
smale og saa tæt sammenliggende, at der ikke vilde blive plads nok til dem 1 samme niveau. Epithelet kan saaledes med
sine flimmerhaar og altsaa kjerner i ulige høide siges at minde om epithelet i aetiniernes siphonoglyph. Nogen ophobning af
brune korn i enkelte af maveepithelcellerne saaledes som af Semper og Graff angivet har jeg paa mine præparater ikke
kunnet iagttage, dog, da jeg ikke har anstillet specielle undersøgelser 1 denne retning, kan jeg intet med sikkerhed sige herom.
Hvad der imidlertid især forekommer mig af interesse ved maveepithelet, er dettes forsyning med flimmerhaar.
Merkelig nok har ingen tidligere forfatter beskrevet saadanne flimmerhaar. Der kan imidlertid ikke være tvivl om deres
tilstedeværelse, dertil kan jeg paa mine snitserier altfor regelmæssig iagttage dem. Vistnok maa det indrømmes, at disse meget
hyppig er affaldne, saa det kan se ud, som epithelet i virkeligheden manglede flimmerhaar paa disse steder; ved nøjagtigere
undersøgelse finder man dog levninger deraf, og paa andre steder vil man til gjengjæld kunne finde dem saa tydelig, at al
tvivl maa vige. Forklaringen til deres fuldstændige forsvinden paa enkelte steder antager jeg nærmest maa søges som en
virkning af mavesyren ved en mindre god konservation, flimmerhaarene er nemlig altid bedre konserverede i mavens første
afsnit end 1 det bagre.
Maven omgives lige udenom epithelet af en tynd cuticulaartet bindevævsmembran, i hvilken, saavidt jeg har kunnet
finde, ingen kjerner 1 almindelighed ialfald er beliggende. Den er ganske tynd og fremviser som cuticula almindelig stærk
farvning af karmin, osmiumsyre og hæmatoxylin etc. Den er tydeligvis dannet af det udenom liggende bindevæv. Dette
udgjøres af et temmelig differentieret, lagdannet, fibrillært bindevæv, hvori aflange bindevævskjerner; det er dog ikke skarpt
adskilt fra det udenom liggende bindevæv, men gaar sukcessivt over i dette. Det maa være dette bindevæv, Graff mener, naar
han siger: Umhüllt wird der Magen in seinem ganzen Verlaufe von einer, zalreiche längliche Kerne fiihrenden bindegewebigen
Membran, wélche sich von hier aus auf das Rectum und die Darmäste fortsetzt. Den underliggende, ovenfor omtalte, cuticulære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
