Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139’
Og spørge vi nu endelig, om ikke den Yei, som de
tvende Forfattere søgte at bane, for det givne Tilfælde
aabnede en lysere Udsigt end det begrændsede Standpunkt,
Linné velbevidst indskrænkede sig til, saa maae vi jo
vistnok svare bejaende; men det er lige saa vist, at den selv
ved ringe videnskabelig Færdsel vilde blive opkjørt og
bundlos. Den- anatomiske Karakteer, som Linné bragte i
Anvendelse, bliver her den mest holdbare. Det Morphologiske
er overordentlig bevægeligt. Snart er et heelt Komplex af
Axedele og Blade, snart et eneste Blad, til andre Tider kun
en Deel af Bladet, en Bladflig, Substrat for
Vedtorndannel-sen, og selv det, der til Slutningen skulde binde Læsset,
Stedforholdet, svigter og lader os i Stikken, maaskee netop
der, hvor Afgjørelsen var mest ønskelig. Yi ville navnlig
ikke kunne undlade at see, at naar vi træffe Vedtorne paa
Bladet, og her mener jeg især paa Bladets Flader, saa ville
de i Almindelighed være fordeelte saaledes, at Decandolle og
Link vilde have kaldt dem »spredte«. Men netop i dette
Forfatternes Udtryk for Stillingsforholdet er deres
Udgangspunkt opgivet som uholdbart; thi vi staae jo her just, hvor
vi ifølge Stedets Ubestemmelige skulde have med en Bark-
o O
torn at gjöre. Linné har følt dette, har indseet, at
Analysen snart maatte sprede, hvad der burde være samlet.
Han greb Typen, fixerede den ved dens mest gjennemgaaende
og lettest udtalelige Karakteer, og lod Fremtiden om at
maale dens Afskygninger og jævne Overgangene. Eet var ham
det ene Fornødne: han vilde bringe Orden i det Kaos, han
modtog, han skulde skabe Udgangspunkter, han maatte
afpæle Veien, hegne om det Spæde, rokke det Stivnede,
fængsle det Flygtige. Her var ikke Tid eller Sted for det
Uklare, det Tvivlsomme, det Dobbelte. Han undgik det.
Og dog troer jeg, at Linné, ved sin Tro paa fast Orden
gjennem alt Liv, glædede sig i Anelsen om, at selv de
tilsyneladende mest »spredte« og uberegnelige Barktorne for en
sidste Betragtning skulde vise sig som stedbundne, og at
Tydeliggjørelsens Blomst: »ja endog alle Eders Hovedhaar ere
talte«, skulde kunne sees som naturhistorisk Sandhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
