Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150’
er næsten nøgent, uden fremtrædende Skulptur, og uden
Netridsning i Banden, deres Farve mest rødguul, ofte med større
brune eller sorte Aftegn, og hyppigt overgydt med et sluttende
staalblaat Skær. Mandiblerne ere skarpe, og træde
usædvanlig langt frem foran Overlæben. Saavidt man kjender
deres Levemaade, færdes de alle paa fugtig Bund. Disse
Harpaliner sammenfatter jeg til en, som jeg mener, i alle
Henseender iøinefaldende naturlig Gruppe: Stenolophini.
Sydeuropa eier en Fonn af dem, som er omdannet til
at grave Gange i Jorden, nemlig Daptus Fiscli. Her er
Hovedet tykt, Pandens Hjørner springe tandformigt frem over
Antennernes Rod, Kinderne ere udvidede nedefter, og have
en let hulet Rende for xVntenneskaftet, fra hvilket Svøben er
indrettet til at knækkes tilbage, saa at den under Gravningen
bekvemt kan lægges op langs Kroppens Sider; Forbryststykket
er kraftigt afsat, og en Kam af Gravetorne strækker sig op
ad Forbenenes ydre Rand.
Ogsaa Indien har en gravende Stenolopnin-Slægt, nemlig
Batoscelis Dej; men Hovedet er her ikke saa tykt, og
Forbenene ere indrettede paa en anden Maade til
Grave-arbeidet, nemlig med faa store Tænder. Nordamerika har
ligeledes en eiendommelig Slægt af denne Gruppe, bekjendt
som Ag o noderus Dej. Hos disse Slægter have Kjæberne
aldeles den samme karakteristiske Bygning som hos
Steno-lophus, kun er Palpestykkets Top afrundet hos Batoscelis.
Blandt vore indenlandske Stenolophiner udsondrer St.
consputus sig ved den mærkelige Tunge, jeg har fremstillet
i Danm. Fieuth., og stiller sig ved denne og andre gode
Karakterer som Type for en egen Slægt, Balius n., af hvilken
det Kongl. Museum tillige besidder en meget nærstaaende
Art fra Bengalen. Ogsaa Daptus har en afvigende Tunge,
der med sine udvidede Sidefløie rager frem foran Enden af
Bitungerne, og bærer en Deel kraftige Børster paa Oversiden
henimod Spidsen.
IIos vore øvrige Harpaliner, med den sædvanlige
Kjæbe-bygning, er Hudskelettet, ganske uafhængigt af hvad Slags
Beklædning eller Skulptur, der ellers kan forekomme paa det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
