Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
2ö — rV Mm- ,aDge. sn —en brede, 3Ä0—tütt tykke — som
ere af smal Baandform, lige brede ved Rod og Spidse, som
hverken have Tænder, Leddetapper eller Muskler — thi
forgjæves vil man søge saadanne — kunne ikke være
Mandibler. Og herved kunne vi endnu ikke blive staaende,
thi Mandibler lade sig ligesaalidt som noget andet Organ
udenfra paaklistre, de maae have Rod i den hele Organisme,
og staae i fuldstændig Harmoni med enhver af dens enkelte
Dele. See vi hen til Mallophagerne, der nærmest tilbyde sig
til Sammenligning, saa kunne vi af dem lære, hvad der hører
til, for at et saadant Insekt kan have Mandibler; og dog
nære Mallophagerne sig kun af de yngste og fineste
Haar-og Fjerspirer, medens man forlanger af Lusene, at de skulle
gjennembide eller gjennemgnave en Flade som Menneskets
Overhud. Det vilde altsaa endnu ikke være nok, om
»Mandiblerne« besad det Udstyr, de i Virkeligheden savne;
thi Musklerne maatte jo tillige have Plads og desuden en Flade at
fæste sig paa, d. e. Hovedet maatte være bredt og have et
fast Skelet; men dette vilde fremdeles kræve en ganske
anden Bygning af Brystkassen, Lemmerne osv., i Korthed:
Lusene kunde, hvis de havde Mandibler, umulig være
saadanne bløde Dyr, som de ere, med spidst Hoved, stærke
Klattrebeen, og langsom Gang.
Men bortseet endog fra disse, som jeg mener, indlysende
og urokkelige Slutninger, lider den hele Theori om en
Bidemund alligevel af de største Usandsynligheder. Thi da man
jo ikke nærer nogen Tvivl om, at Lusene alene nære sig af
Blod, da man jo ogsaa tillægger dem en Sugesnabel, og det
end ikke kræves af denne, at den skal være stærk nok til
at gjennemstikke Overhuden, ialtfald ikke i dennes hele
Tykkelse, eftersom Overhuden jo vrimler af naturlige, fine
Aab-niuger: saa maa det synes en meget uhensigtsmæssig
Bestemmelse, at Dyrene først møisommeligt skulle bide eller
gnave Hul med Mandiblerne. Og hvis dette dog var
Meningen, saa forstaaer man ikke, hvorfor de stundom gjøre sig
den Uleilighed, at æde sig heelt ind i Huden. Men fandt de
overhovedet deres Regning ved dette Arbeide, saa begriber
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
