Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Giuseppe Garibaldi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33
dette Udtryk for Eders Agtelse, saa meget mer som I derved
bevidner Jer Deltagelse for mit arme, undertrykte, nedtraadte
Fødeland . . . Italien vil engang blive et Folk, og dets fri
Borgere vil da vide, hvorledes de skal erkende al den Venlighed,
der er vist dets landsforviste Sønner i dets mørkeste Dage«.
Da kun ti Aar efter, 1864, Garibaldi kom til England, blev
han modtaget dér, som vel aldrig før eller siden nogen
Fremmed er bleven modtaget i England, som den verdensberømte
Befrier af Sicilien og Neapel. Fra Prinsen af Wales, Regeringen,
Aristokratiet, til Folkemasserne der i et Antal af 30,000 stod
udenfor Krystalpaladset, mens Festen holdtes for ham dér, var
den Hyldest, der slog ham imøde, enstemmig. Hertuginden af
Sutherlands Fest var vel Glanspunktet.
Dog jeg foregriber altfor stærkt. Garibaldi er jo Rarn endnu.
Forældrene søgte at holde ham paa Landjorden; men deres
Vilje brødes mod en, hvis Haardnakkethed engang skulde
forbause Amerika og Europa. Han havde uimodstaaeligt Hang
til et eventyrligt Liv saalænge til han, mættet med Indtryk og
Oplevelser, blev Eneboer.
Fra 15aars til 25aars Alderen tjente Garibaldi sig op fra
Kahytsdreng paa Faderens Skib til Søkaptajn, og lærte sig
hvad Matematik, Geografi, Astronomi og Handelslovgivning en
Skibsfører har nødig. Hvad vigtigere var, hans Legem og Sjæl
blev gennemhærdet til at udholde Strabadser, Sult, Søvnløshed
uden Savn og Klage.
Havet, som han sejlede paa, var ikke vore Dages, hvor al
Samfærdsel er ordnet af Staternes mellemfolkelige Politiregler.
Han sejlede paa Levanten under Grækenlands
Uafhængighedskrig, hvor Tyrker og Grækere kæmpede med
Hævngerrighed, hvor Sørøvere lurede i hver Rugt og entrede med Øxer
og lange Knive. Det var Byron’s romantisk-melodramatiske
Middelhav, han befoer, og dér lærte han Troen paa Byron’s
Evangelium: at det var bedre at dø som fri Mand end at
leve som Slave. — Tre Gange blev han paa disse Rejser
plyndret og taget til Fange af Sørøvere; tre Gange genvandt han
sin Frihed. — Med hvilken Entusiasme har han ikke i sine
Memorie istemmet en Hymne til Costanza, det første Rarkskib,
der var hans og bar ham over Middelhavet og Sortehavet,
dets skønne slanke Former, Kvindeskikkelsen i dets Stavn.
Hans Skibsfolk var flinke unge Mænd fra San Remo, brave
Ligurere, der sang Kærlighedssange. Ak, siger han, gid de havde
sunget om vort Land! — Italien var da en tom Lyd for dem
som. for ham.
Georg Brandes: Napoleon og Garibaldi. 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
