Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Jules Favre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70
været kronet med Held. Østerrig er kastet tilbage i andet
Plan, og da den Mand, som leder Prøjsens Politik, søger at
bringe sine indre Overgreb i Glemme ved Erobringer, saa siger
jeg, at der her ligger en meget stor Fare for Frankrig, en
aandelig og en haandgribelig Fare.«
Skønt Jules Favre næsten ikke havde udgivet andet end nogle
faa af sine mest bekendte Taler, optoges han i 1867 i det
franske Akademi, og det tilfaldt ham at tale til Ære for sin
Ungdoms Lærer i Filosofi, sit Forbillede i Veltalenhed, Victor
Cousin. Den stilistiske Kunst, han havde udfoldet som
Advokat og som politisk Taler, regnedes af Akademiet for
jævngod med den, der lægges for Dagen af en Digter eller
Skribent. Og med Rette. Men var Favre end en Ordets
Kunstner, en Tænker var han ikke. Cousin havde i Grunden kun
givet hans nedarvede Religiøsitet filosofisk Façon: Han troede
som Cousin paa en Morallov, paa ubetingede Pligter. Han
troede som han, at Verdensaltets Bestaaen, den store Kosmos,
og de Magter, om hvilke Cousin havde skrevet sin da berømte
Bog Det Sande, det Gode, det Skønne pegede hen paa en
personlig Guds Existens, ja beviste den. Han troede endog mere
derpaa end selve Cousin, der havde en Ræv bag Øret. Favre
lod sig da ogsaa henrive til nogle Udfald mod »den
sensualistiske Filosofis Udskejelser«, der mindede Ungdommen om de
katolske Avisers Stil og fik Renan’s, Taine’s, Sainte-Beuve’s,
ja Michelet’s og Quinet’s Elever til at tage til Genmæle.
I Anledning af sin Optagelse i Akademiet maatte Favre
modtages i Audiens af Kejseren. Det var et besynderligt Møde:
Den tidligere Beskytter som Undersaat, den forhen
Landsforviste som Herre. Rollerne var ombyttede og desuden
ændrede: Beskytteren var bleven Modstandernes Fører. Ogsaa
rent udvortes set var Mødet besynderligt mellem den saa lidet
kejserligt udseende Statschef og den af Naturen saa kongeligt
udrustede Favre. Hvem der i hine Aar har set Napoleon III,
mindes den lille korthalsede, kortbenede Skikkelse, der gerne
støttede sig til et Par lange Kammerherrer for at gaa nogle
Skridt, mindes Voxmasken med de aldeles udslukte Øjne uden
noget Blik og med den smagløst tilspidsede, vixede Moustache.
Overfor ham Favre, høj og endnu rank med sit udtryksfulde
Ansigt og med dette Haar, der lignede en Krone.
I Favres Papirer findes denne Skildring: Kejseren syntes
mig at være bleven adskilligt tykkere, men iøvrigt at glæde
sig ved blomstrende Sundhed. [Han led dog allerede da, Maj
1868, af sin Stensygdom.] Han ser ilde ud. Hans Hoved sid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
