Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Medaljer - Jules Favre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’ 73
belthed i Favres Væsen frem. Han var som Udenrigspolitiker
paa én Gang Realist og Pacifist.
Med det politiske Skarpblik, der udgjorde en Del af hans
medfødte Begavelse, forudsaa han Bismarcks Held, Prøjsens
Væxt, Østerrigs Nederlag, det tyske Biges Oprettelse, men med
sine idealistiske Læresætninger og Illusioner udtalte han sig
(i 1867) mod de staaende Hære, hævdede, at Frankrig burde
afvæbne, idetmindste ruste saa lidt som muligt, da »det
stærkeste Folk er det, som kan afvæbne, eftersom det da kan
bruge al sin Kraft til frugtbare Formaal«. Han kaldte det løs
Tale, at alle Nationer burde afvæbne paa én Gang; Frankrig
maatte som den stærkeste, forstandigste Nation, den, der havde
leveret tilstrækkelige Beviser paa sin krigerske Evne, give
Ex-emplet. Sligt flk jo ingen Følger, da de Fem var magtesløse
og Regeringen gjorde hvad den vilde. Men, det klinger
nutildags pudsigt. Ja, i 1869 erklærede han i den lovgivende
Forsamling: »Man kan roligt hævde, at Berlinerkabinettet ikke
søger nogen Trætte, ja, at dersom en Strid under Tingenes
nuværende Tilstand skulde opstaa, vilde det ikke være dets
Skyld«. Rent formelt var og blev dette jo sandt. Prøjsen
havde overvundet sig til at vige tilbage i
Luxembourg-Spørgs-maalet, og uden Frankrigs afsindige Krav paa en Forsikring
om at ikke heller i Fremtiden nogen Hohenzollern vilde faa
Tilladelse til at bestige Spaniens Trone, vilde Krigen være
undgaaet i Juli 1870. Men reelt var dette jo en politisk
Ungersvends Tale. Den var naturligvis inderst inde heller ikke
ment som andet end som en Ubehagelighed til Frankrigs
daværende Regering.
Han mer end bødede paa de begaaede Fejl ved sin
beundringsværdige Holdning hin mindeværdige 15. Juli 1870, da det
lovgivende Kammer vedtog Krigen. Han forstod de franske
Ministres forbryderske Dumhed, han anede Bismarcks List,
han havde det næsten ufattelige Skarpsyn, i Kraft af hvilket
han forlangte Emserdepechens Ordlyd meddelt Kamret.
Ministeren Grammont og Favre’s gamle Fælle Ollivier svarte kun
med foragtende Taushed, medens hele Salen, skrigende,
brølende, overskældte den Mand, som næsten ene gennemskuede
Situationen. Favre lod sig ikke forbløffe eller forskrække.
Med Harme udtalte han sig imod Emile Olliviers Sorgløshed, da
han »med let Hjerte« paatog sig Ansvaret for denne Krig, og
han spurgte: Hvorledes staar Frankrigs Ære paa Spil i denne
Sag? Hvilke Beviser gives der os for, at den gør det? Hvor
er den officielle Depeche? Hvor er Bedegørelsen for den For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
