Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Jules Clarétie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jules clarétie
(1913)
Da Jules Clarétie, som nys døde tre og halvfjerdsindstyve
Aar gammel, var i Tyveaarsalderen, stod disse Linjers
Forfatter i en Art Berøring med ham, som Clarétie sidenhen
undertiden med Vemod mindedes. Hans Moder var nær Bekendt
af en kvindelig Slægtning af mig, en Enke, Pariserinde uden
anden Dannelse end Hjertets, der i smaa Kaar havde flere
Børn at opdrage. Hendes ældste Søn var jævnaldrende med
den unge Jules Clarétie, hvis Moder var stolt af sin Dreng,
der i en ung Alder allerede fortjente, hvad der den Gang
syntes en Sum, medens den andens Søn snart maatte udvandre til
St. Petersborg for at bryde sig en Bane. Min Slægtning var
uudtømmelig i Lovsange over den unge Jules.
Han havde fra Ungdommen af tappert Mod, Lethed, Ynde
i Holdning og Væsen. Endnu i hans Alderdom var hans
Frembringelseskraft usvækket og hans Høflighed udsøgt. Den
var mere end almindelig Høflighed; der var baade Fasthed
og Hjertelag i den. Ellers havde han ikke heller kunnet
holde sig en Menneskealder som Direktør for Théåtre
Fran-çais, som han endda ikke forlod afskediget, men fordi han
følte sig træt. Maaske paa Grund af det gamle Berøringspunkt
mellem os, maaske fordi han vidste, han havde en Ven af
Frankrig for sig, modtog han mig som en personlig Ven.
Da de nordiske Parlamentarikere i 1904 modtoges i Théåtre
Français, rettede Charétie sin Tale til mig, der ikke tilhørte
noget Parlament, og hvem danske Rigsdagsmænd havde berøvet
Retten til at svare.
Hvad Teatret angik, sagde han som staaende Formel med
arabisk Gæstfrihed: »De véd, at Huset tilhører Dem. De
behøver kun at vælge Deres Pladser.« Hvad menneskelige
Forhold angik, var det vanskeligt at føie sig uenig med ham, saa
værdig og saa sund var hans Dom. Han var hele sit Liv
igennem Novellist, Skuespilforfatter, først og sidst Journalist.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
