Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rids - Bengt Lidforss
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
225
Samme Forestilling varieres Lukas 18, 1—7: »Der var en
Dommer, som ikke frygtede Gud og ikke undsaa sig for noget
Menneske. Der var i samme By en Enke, som bønfaldt
Dommeren om at skaffe hende Ret over en Modstander. Han vilde
længe ikke. Men tilsidst gav han efter, thi, siger han, efterdi
denne Enke gør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret,
at hun ikke uden Ophør skal plage mig. — Men Herren sagde:
Hører, hvad den uretfærdige Dommer siger! Skulde Gud da
ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raaber til ham Dag og
Nat?« — Man bør altid bede og ikke blive træt. Det er Gud,
som trættes, og da opfylder Bønnen.
Exempler paa saadanne besynderlige Parabler kunde nævnes
i stort Tal. Her én, som er særlig daarligt komponeret,
skønt Meningen ikke har noget for sund Dømmekraft stødende
ved sig. I Lignelsen om den gode Hyrde (Joh. 10, 1—16)
tales der om Døren til Faarestien og den, der gaar ind ad
denne Dør (ikke, som Tyve og Røvere, stiger andensteds over).
Den, der gaar ind ad Døren, er Hyrden, og Jesus er denne
gode Hyrde. Men strax derefter, da Disciplene ikke forstaar
Lignelsen, slaar Jesus den i Stykker og fortsætter: Jeg er
Faarenes Dør. Vers 9 gentager han: Jeg er Døren. Vers 11 har
han paany glemt det, og fortsætter: Jeg er den gode Hyrde.
Her er en Lignelse, som i moralsk Henseende staar i Strid
med vore Dages Grundbegreber. Det er Lignelsen om de ti
Pund (Lukas 19). At den desuden er aldeles forvirret
komponeret, idet to hinanden uvedkommende Handlinger er
sammenblandede, er en Sag for sig. En af Tjenerne, som har
faaet et Pund at forvalte, vover af Frygt for sin nidkære
Herres Vrede, ifald Pundet skulde gaa tabt, ikke at sætte dette
Pund paa Spil og lade det trække Rente, men gemmer det i
et Klæde og giver det tilbage, som han fik det. Herren siger
da forbitret: Hvi gav du ikke mine Penge til Vexelbordet, at
jeg ved min Hjemkomst kunde kræve dem med Rente? Og
han tager Pundet fra ham og giver det til den, som med ét
Pund har forhvervet ti. — Da han er en hastig Herre, lader
han derpaa alle dem, som ikke har villet, at han skulde
regere over dem, slaas ihjel for hans Øjne.
Dette minder om det Træk af Umenneskelighed,
Evangelisterne undertiden tillægger Jesus selv, hans højtidelige
Forkyndelse af de Uretfærdiges evige Pinsler, den Haardhed, han
undertiden, uden at man ret forstaar Grunden, lægger for
Dagen, endog mod sin Moder, Stemninger, som senere bryder
frem i Kirkens barbariske Utaalsomhed.
Georg Brandes: Napoleon og Garibaldi. 15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
