Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Taler - Tale for Sophus Michaëlis, i Kjøbenhavn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
311
Hvad er det for en Sommer
der gyldendiset kommer
og smiler for min Rude
og dugger for min Dør?
Den skønne Kyst derude
med grønne Skove vinker,
og Sundets Sølvstrøm blinker
og bølger bort i Sang.
Aa denne dybe Klang!
Det er Musik.
Sophus Michaélis ser, som man undertiden i Italien ser
Naturen, alle Naturting gennemvævede med gyldne Traade.
Selv Cypresserne gemmer her Guldtraade i Folderne af deres
Mørke (et Ord af Pater), som Sproget gemmer dem i Folderne
af sit Klædebon.
Og det er med Guldstøv eller Guldtraad, at en Maler som
Giorgione og en Digter som Michaélis synes at arbejde og at
faa Lærredet til at gløde. Hans Tilbagetog fra Rusland er
et Maleri, Sne i Sol, Moskvas Ildskær paa Sne.
Og hos Michaélis som hos Giorgione er den dybeste
Ejendommelighed Sammensmeltning af Maleri og Musik. Tænk
paa det for Giorgione typiske Billede, Concerten i Palazzo
Pitti! Om dem begge gælder det, at Øjeblikket, som de
fremstiller det — og hvad har vi Mennesker andet end Nu et! —
er fuldt af Værdi og Betydning, livsmættet, et fyldigt
musikalsk Øjeblik. Livet selv er dem en Lytten til Musik fra
Menneskers Læber, fra Strengeleg, der røres, fra Vand, som risler
eller bruser, fra Tiden, som rinder.
De véd alle, hvorledes vort danske Sprog siden Olddanskens
Dage har tabt i Vokalrigdom, i Vellyd og Kraft. Vokalfarverne
(som jeg tør rose mig af at have lovsunget en Snes Aar før
Arthur Rimbaud) det røde a, det mørkeblaa u, det gule i osv.
blev sjældnere og sjældnere, veg Pladsen for det blege,
tonløse e. Vi har Præsens Participium ende og den trøstesløse
Endelse else. Vi Danske siger Pi-e, eller naar det kommer
højt: Pighe, der minder om Englændernes Ord for en Gris,
naar Italienerne siger ragazza.
Dog selv som farveløst nordisk Sprog kunde Dansken staa
som et Træ i Rimfrost med tydelige og skønne Linjer. De
véd alle, at vor skødesløse daglige Udtale udvisker Linjerne,
saa Sproget ligner den Grød, der er vor Befolknings
Hovednæringsmiddel.
Hører De udenfor Landets Grænser uforberedt dette Sprog
jasket talt paa en Jernbanestation, er det vel hændt Dem, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
