Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Taler - Tale i New York
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
329
Tro mig, min Taknemmelighed er følt, men da hverken De
eller jeg er sentimentale, saa vil vi ikke dykke os ned i Føleri,
ikke glemme den muntre Feststemning, som fra første Færd
blev anslaaet.
Alle danske Talere baade her og i de mange andre
amerikanske Byer, jeg har besøgt, har til mig varieret Vendingen:
»Vi har ventet Dem i tredive Aar. — Atter og atter har vi
forgæves søgt at faa Dem herover; tilsidst har vi tænkt, De
havde noget imod at foretage Rejsen, og at det aldrig vilde
blive til noget med Deres Komme«.
Jeg troer, det er denne oftere skuffede Forventning, jeg
skylder den udmærkede Modtagelse, jeg har faaet.
De har, som jeg, mange Gange, især i Deres yngste Dage,
været i Circus, naar en Berider skulde springe gennem de
med Silkepapir udfyldte Tøndebaand. Ifald Berideren som
duelig Mand strax uden videre springer gennem alle
Tønde-baandene, forbliver Publikum koldt. Naar han er kommet
Circus rundt, klappes der maaske høfligt en lille Smule.
Kunstneren har nemlig forsømt at give Tilskuerne Indtryk af den
overvundne Vanskelighed.
Ifald derimod Berideren, medens der knaldes med lange
Pidske, og Tøndebaandene holdes frem for ham fra Skranken,
og han selv slaar med sin Ridepisk paa Hesten, idet han
krummer sig til Spring — ifald han saa finder
Tøndebaande-nes Stilling ugunstig eller føler sig uoplagt, tilsyneladende
skræmmes, derfor atter og atter vinker af med Haanden, og
Tøndebaandene trækkes tilbage — saa spændes
Forventningerne, og man siger til sig selv: Mon han overhovedet kan?
Mon han kommer nogenlunde fra det? — Naar han saa
endelig, maaske først i tredie Omgang, tager sig sammen, vover
Springet og lynsnart, som en Tiger, tager syv, otte lange
heldige Spring i ét Træk uden en eneste Gang at snuble, endsige
falde, (let og ledigt som var det Ingenting) — saa gaar der
en Bifaldsbrusen gennem Rummet, der bliver til en Storm;
den halve Sal rejser sig for bedre at se, og Applausen bliver
efterhaanden en Orkan, der ikke synes at ville tage nogen
Ende.
Saaledes har jeg i Amerika høstet et uforholdsmæssigt
Bifald til Løn — ikke for mine Fortjenester men fordi jeg saa
ofte har vinket af.
Til de Reportere, der fra Morgen til Nat har udfrittet mig
om mine Indtryk af de Forenede Stater, har jeg gerne svaret
at jeg her overhovedetikke har faaet andet Indtryk end det af disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
